Fortsæt til indhold

Mangemillionær ser gylden mulighed i dansk landbrug

Billig dansk jord kan udløse en pæn forrentning, håber nordsjællandsk rigmand.

Erhverv
Ritzau Finans

Lige nu er dansk landbrugsjord billig, hvilket den nordsjællandske rigmand, Peter Jessen Jürgensen, ser som en gylden investeringsmulighed.

Det skriver Berlingske Business.

I slutningen af september købte Peter Jessen Jürgensen en økologisk mælkefarm på 135 hektar ved Ejstrupholm i Midtjylland, lige før gården skulle på tvangsauktion.

- Jeg regner med at få en årlig forrentning på mellem tre og fem procent af den investerede kapital i den landbrugsejendom, jeg har købt, siger Peter Jessen Jürgensen til Berlingske Business.

Siden finanskrisen brød ud i 2008, er priserne på landbrugsjord faldet med 40 pct. Det er der flere end Peter Jessen Jürgensen, der kan se en god forretning i.

Flere ejendomsmæglere har udtalt, at investeringer i landbrugsjord i Danmark på sigt vil give en bedre forrentning af den investerede kapital end aktier og obligationer.

Artiklens emner
Peter Jessen Jürgensen