Krav på 100 mio. mod krakket entreprenør ender med forlig
Et kæmpe erstatningskrav mod ledelsen i den konkursramte entreprenørvirksomhed Brødrene A. & B. Andersen Entreprenører og Ingeniører kommer alligevel aldrig for landsretten. Parterne har valgt at indgå forlig.
Der er sat endeligt punktum i en storstilet erstatningssag mod en krakket entreprenør, hvor kuratorerne krævede 100 mio. kr. fra den tidligere ledelse og virksomhedens revisor. Sagen er afsluttet med et forlig.
Det bekræfter advokat Søren Skov fra Holst Advokater, som sammen med Kromann Reumert udgør kuratellet i konkursboet efter entreprenørvirksomheden Brødrene A. & B. Andersen Entreprenører & Ingeniører. Han vil ikke kommentere sagen yderligere, da der er indgået en fortrolighedsaftale i forbindelse med forliget.
Kuratorerne stævnede for over et år siden den tidligere adm. direktør, økonomidirektør og dele af den tidligere bestyrelse i Brødrene A. & B. Andersen samt virksomhedens revisor, Haamann statsautoriserede revisorer. Søgsmålet skete i samarbejde med virksomhedens tidligere bankforbindelse Spar Nord samt garantiselskaberne Tryg Garanti og Nordic Guarantee.
Påstanden var ifølge kuratorerne, at den tidligere ledelse og revisor havde handlet ansvarspådragende i forhold til den generelle ledelse og regnskabsmæssige ledelse af selskabet. Ifølge Finans' oplysninger drejede sagen sig mere specifikt om, hvorvidt de opgørelser af igangværende arbejder, som har dannet grundlag for at få ny kredit og garantistillelser, har været for optimistiske.
Ingen af de implicerede parter, som Finans har været i kontakt med, ønsker at kommentere forliget pga. fortrolighedsaftalen, men ifølge Finans' oplysninger skulle forliget være endt med et væsentligt lavere beløb end de 100 mio. kr.
Tidligere har partner i Lundsgaard & Partnere, Søren Lundsgaard, som repræsenterede den tidligere direktion og bestyrelsesformand i sagen, sagt, at opfattelsen var, at der ikke var noget at bebrejde hans klienter, og at de havde gjort »hvad de skulle og kunne i situationen.« Alligevel har de valgt at løse sagen med et forlig. Søren Lundsgaard har heller ingen kommentarer til sagen ud over, at han bekræfter, at der er indgået forlig.

