Svensk børs går ind på det danske marked
Nordic Growth Market vil udfordre Nasdaq OMX.
Den svenske børs Nordic Growth Market (NGM) åbner i dag deres platform for danske investorer.
Det gør de i samarbejde med Danske Bank og Nordnet.
I første omgang kan de danske investorer kun investere i nogle alternative værdipapirer, som kaldes Exchange Traded Product (ETP), men på sigt ønsker NGM også at udbyde handel med aktier i Danmark.
»Danmark er det næste naturlige skridt for os. Der er en situation med monopol på markedet i Danmark, og vi mener derfor, at markedet er klar til os,« siger vice adm. direktør Tommy Fransson fra NGM.
NGM blev etableret i Sverige i 1984 og er siden da også gået ind på det norske og finske marked. De ejes af tyske Börse Stuttgart.
Nasdaq OMX afviser, at de har monopol på det danske børsmarked.
»Man skal lige spise brød til den udmelding. Der er 10 andre markedspladser end os i dag i Danmark,« siger kommunikationschef Javier Lopez Garrido fra Nasdaq OMX. Han vurderer, at Nasdaq OMX sidder på omkring 70 pct. af handlen med værdipapirer i Danmark i dag.
Javier Lopez Garrido glæder sig dog samtidig over, at der kommer en ny spiller på markedet.
»Det her bekræfter os i noget, som vi længe har vidst: Det danske marked er ekstremt attraktivt,« siger han.
Han understreger, at Nasdaq OMX allerede i dag tilbyder handel med de sammensatte værdipapirer ETP.
»Det er et nyt marked i kraftig vækst. Fra 2014 til 2015 steg det 92 pct. og året før det med 224 pct.,« siger Javier Lopez Garrido.
Omsætningen for de sammensatte værdipapirer på Nasdaq OMX landede på 9,5 mia. kr. i 2015. Til sammenligning blev der handlet aktier for ca. 1.450 mia. kr.
Det her bekræfter os i noget, som vi længe har vidst: Det danske marked er ekstremt attraktivt.Javier Lopez Garrido, kommunikationschef hos Nasdaq OMX
Fordelen ved de såkaldte ETP'er er, at de giver investoren en mulighed for at handle med underlæggende værdier i f.eks. energi, olie, hvede eller guld.
»Det giver investoren mulighed for at investere i værdier, som det ellers kan være svært at investere i. Man kan f.eks. ikke lige gå ud og købe et parti hvede. Det er en måde at sprede investeringer på, så man står mere sikkert,« siger Javier Lopez Garrido.
Ifølge NGM er markedet for ETP'er 10 gange større i Sverige end i Danmark. Det skyldes netop, at det i dag kun er Nasdaq som udbyder den handel.
»Med vores indtrædelse på markedet vil du have et meget større produktunivers, end der tilbydes i dag,« siger vice adm. direktør Tommy Fransson fra NGM.


