Bilgigant i stor milliardsatsning
Jaguar Land Rover vil fordoble tilstedeværelsen i Coventry. Salget er fordoblet siden 2009.
Den britiske bilgigant Jaguar Land Rover planlægger en kæmpeinvestering i koncernens hovedkvarter i Coventry. Selskabet vil bruge op mod 5 mia. kr. på et nyt center for forskning og udvikling.
Det oplyser byrådet i Coventry ifølge BBC.
Målet er at fordoble aktiviteterne i selskabets hovedkvarter, og byrådet vurderer, at udvidelsen kan skabe tusindvis af nye job i byen og regionen.
en talsmand for Jaguar Land Rover oplyser, at man arbejder på at udvide tilstedeværelsen i området. Men selskabet kan endnu ikke oplyse detaljer.
Jaguar Land Rover har allerede mere end 4.000 ansatte på sin base i bydelen Whitley ved Coventry. Koncernen har mere end 30.000 ansatte i Storbritannien på en række forskellige fabrikker.
Jaguar Land Rover har i de senere år øget salget markant, og en stor del af salget sker i Asien. I efteråret 2014 åbnede Jaguar Land Rover en fabrik i Chengdu i Kina til mere end 10 mia. kr.
Jaguar Land Rover oplyste i sidste uge, at selskabet solgte 487.000 tusind biler i 2015. Det var en vækst på 5 pct. Jaguar havde et salg på 84.000 køretøjer, mens der rullede 403.000 eksemplarer af Land Rover fra samlebåndene.
Koncernen har siden 2009 fordoblet salget.

