Gopro-aktien styrtdykker efter nedjustering
Kameraproducenten Gopro tabte onsdag omkring en fjerdedel af sin markedsværdi, efter at selskabet nedjusterede forventningerne til 2015 og løftede sløret for en ny fyringsrunde.
I en pressemeddelelse skriver selskabet, at forventningerne til omsætningen sænkes til 435 mio. dollar i fjerde kvartal og 1,6 mia. dollar for hele 2015.
Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 511 mio. dollar i årets sidste kvartal og 1,69 mia. dollar for året.
Samtidig skal der skæres 7 pct. af arbejdsstyrken, svarende til 105 personer. I den forbindelse vil der være restruktureringsomkostninger i omegnen af 5-10 mio. dollar, skriver Gopro.
Aktien nåede onsdag et fald på 30 pct. i det amerikanske eftermarked, men rettede sig en kende til et minus på 24,6 pct. til 11,02 dollar, hvilket er det laveste niveau nogensinde.
- Dette er historien om et selskab, der kun sælger ét produkt. Softwaren er ikke blevet opdateret, og over de sidste 18 måneder har selskabet kun lanceret to kameraer, som begge har skuffet markant, siger Andrew Uerkwitz, der er analytiker hos Oppenheimer & Co., til Bloomberg News.
Den 3. februar vil selskabet offentliggøre endelige regnskabstal for fjerde kvartal af 2015.


