Landbrug & Fødevarer anklages for at skabe milliardmonopol
Landbrugets organisationer anklages for at misbruge deres dominerende stilling til at skabe et monopol på et marked til en værdi af 2 mia. kr.
Landbrugets organisationer på Axelborg anklages nu for at skabe et milliardmonopol, som vil knuse en række private virksomheder.
Striden er opstået, fordi Landbrug & Fødevarer, L&F, nu forsøger at opnå fuld kontrol over salget af avlsgrise, som årligt udgør en forretning på omkring 2 mia. kr.
Hidtil er salget af avlsgrisene foregået via både landmandsejede selskaber og en række private virksomheder, som har haft frie hænder til at agere i markederne og forhandle købs- og salgspriser på de såkaldte DanAvl-grise.
»Den konkurrence vil L&F nu sætte ud af kraft og erstatte med et monopol. Hvis de får lov til det, bliver jeg nødt til at fyre minimum to tredjedele af mine medarbejdere,« siger Holger Bøgebjerg Sørensen, adm. direktør for Porc-Ex Breeding, som er et af de private selskaber, der sælger danske avlsgrise.
Han henviser til, at L&F for nylig har bebudet, at alt salg af danske avlsgrise i fremtiden bliver lagt ind i et nyt selskab, DanAvl-selskabet, som ejes af landbrugets organisationer og selskaber.
»L&F informerede i en pressemeddelelse om den nye struktur uden at oplyse om, at vi har klaget til konkurrencemyndighederne over konstruktionen, som endnu ikke er godkendt. Udmeldingen fra L&F har selvsagt skabt enorm usikkerhed og bekymring blandt alle mine medarbejdere,« fortæller Holger Bøgebjerg Sørensen.
Klagen fra Porc-Ex er endnu ikke behandlet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skal godkende den nye selskabskonstruktion.
Det nye DanAvl-selskab får L&F som majoritetsaktionær, mens de landmænd, der producerer avlsgrisene, bliver minoritetsaktionær via deres fælles selskab DanBred International. Landmændene, som producerer avlsgrisene, er afhængige af at være en del af samarbejdet for at få lov til at bruge varemærket "Danavl" og få adgang til den nyeste viden på området.
L&F har tilbudt de private virksomheder, at de kan fortsætte med at sælge danske avlsgrise på helt nye vilkår. Betingelsen er, at Porc-Ex og de øvrige private virksomheder underskriver såkaldte "agentaftaler", som detaljeret beskriver, hvordan den enkelte private virksomhed skal agere.
»Det fremgår af agentaftalen, at L&F via det nye DanAvl-selskab vil diktere både købs- og salgspriser på grisene og samtidig overtage alt vedrørende transport, udvælgelse af dyr, markedsføring og fakturering. Hvis vi underskriver agentaftalen, får vi en provision for at sælge grisene, men det er L&F, der dikterer størrelsen af honoraret,« siger Holger Bøgebjerg Sørensen.
Finans har haft lejlighed til at se den såkaldte agentaftale, hvoraf det fremgår, at virksomheder som Porc-Ex fremover kun må sælge de danske avlsgrise i et afgrænset geografisk område. Inden for dette område har det L&F-styrede DanAvl-selskab mulighed for at placere udvalgte kunder på en negativ-liste. Disse kunder må agenter som Porc-Ex ikke kontakte.
L&F fjerner simpelthen vores og andre private forhandleres eksistensgrundlag.
»L&F vil formentlig plukke de største og mest betydende industrikunder ud, placere dem på negativlisten og forbyde agenterne at kontakte dem. Vi må forvente, at disse kunder vil blive overladt til de landmandsejede selskaber, der er medejere af DanAvl-selskabet. L&F fjerner simpelthen vores og andre private forhandleres eksistensgrundlag og ødelægger en forretning, som vi gennem mange år har investeret i at opbygge,« mener Holger Bøgebjerg Sørensen.
Det fremgår også af agentkontrakten, at DanAvl-selskabet, der har L&F som majoritetsaktionær, er berettiget til »uden begrundelse« at afslå et tilbud om salg, som Porc-Ex eller andre agenter har formidlet.
Alt i alt har Holger Bøgebjerg Sørensen ingen forventning om, at en fremtidig rolle som agent vil kunne være grundlag for en bæredygtig forretning.
Han har derfor klaget til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med påstand om, at L&F misbruger sin dominerende stilling til at knuse konkurrencen og skabe et monopol for handlen med danske avlsgrise, hvoraf størstedelen sælges på eksportmarkederne.
Jeg mener, det er fair og rimelige vilkår, vi tilbyder de firmaer, der skal være agenter.
Erik Larsen, der er formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, mener, at den nye selskabsstruktur overholder de konkurrenceretlige spilleregler.
»Jeg mener, at det er fair og rimelige vilkår, vi tilbyder de firmaer, der skal være agenter. Vores ønske er at få mere styring med salget af grise, og det mener jeg, at vi er i vores gode ret til. Vi har gennem lang tid været åbne og ærlige om, hvordan vi ville skrue strukturen sammen. Målet med hele omlægningen af salget er at sikre vores ejere - landmændene - en bedre indtjening,« forklarer Erik Larsen.
Han venter, at alle de danske avls- og opformeringsbesætninger deltager i den nye struktur. Dermed vil det nye DanAvl-selskab opnå fuld kontrol med salget og prissætningen af samtlige danske avlsgrise.
Erik Larsen understreger dog, at den nye selskabsstruktur ikke træder i kraft, før der foreligger en endelig godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder.
I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen siger kontorchef Adrian Lübbert:
»Jeg kan bekræfte, at vi fra virksomheden Porc-Ex har modtaget en klage over Landbrug & Fødevarer. Vi er nu ved at se på klagen.«
Adrian Lübbert vil ikke oplyse, hvor langt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i sagsbehandlingen, eller hvad udsigten er til en afklaring.