Tidligere Carlsberg-boss på vej som næstformand i Novozymes
På den forestående ordinære generalforsamling vil bestyrelsen foreslå genvalg af Henrik Gürtler som formand og valg af Jørgen Buhl Rasmussen som ny næstformand.
Det fremgår af årsregnskabet fra Novozymes.
- Bestyrelsen anbefaler Jørgen Buhl Rasmussen som næstformand med henblik på at drage yderligere fordel af hans erfaring i ledelse af en global forretning med omfattende aktiviteter på vækstmarkeder, skriver Novozymes.
Jørgen Buhl Rasmussen stoppede som topchef i Carlsberg sidste år og har været medlem af Novozymes' bestyrelse siden 2011.
For at Jørgen Buhl Rasmussen kan blive valgt til næstformand, træder Agnete Raaschou-Nielsen tilbage fra posten. Bestyrelsen foreslår valg af Agnete Raaschou-Nielsen som bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen vil derudover foreslå genvalg af Heinz-Jürgen Bertram, Lars Green og Mathias Uhlén samt valg af Eivind Kolding som nyt medlem. Lena Olving ønsker ikke genvalg.
Eivind Kolding er administrerende direktør for Novo A/S og medlem af bestyrelsen i Novo Nordisk, NNIT og Sonion Group.
- Bestyrelsen anbefaler valg af Eivind Kolding på baggrund af hans omfattende ledelseserfaring fra store internationale selskaber med hovedsæde i Danmark, betydelige økonomiske indsigt samt erfaring fra fondsejede virksomheder og bestyrelsesarbejde, skriver Novozymes.
/ritzau/FINANS