Storfusion koster 100 Danisco-medarbejdere jobbet
Ejers fusionsplaner rammer danske arbejdspladser.
100 ansatte hos den danske ingrediensproducent Danisco bliver fyret, da Daniscos amerikanske ejer, Dupont, fusionerer med den ligeledes amerikanske kemikaliekæmpe Dow Chemical.
Det skriver Berlingske Business.
Som en del af fusionen skal Dupont spare næsten 5 mia. kr. i 2016. En del af pengene findes ved at skære omkring 100 arbejdspladser hos Danisco.
- Planen er, at Dupont skal spare 700 mio. dollar globalt (4,8 mia. kr.) i 2016. Vi ender med en reduktion af arbejdsstyrken på 10 pct. Det svarer til, at vi skal sige farvel til cirka 100 medarbejdere i Danmark. Vi er kun lige gået igennem det i København onsdag, og her i hovedsædet siger vi farvel til cirka 18 mand, siger Duponts kommunikationschef, Andrew Arnold, til Berlingske Business.
Fyringerne vil især ramme Daniscos innovationscenter i Brabrand, mens fabrikken i Grindsted slipper relativt billigt. Andrew Arnold fortæller desuden, at aktivitetsniveauet i Danmark ikke sænkes, og at Dupont ikke vil satse mindre på den danske ingredienskoncern.
- Vi skal stadig levere det samme - bare med færre medarbejdere. Der er ikke noget strategisk signal i fyringerne om, at vi satser mindre på ingredienser i fremtiden, siger han til Berlingske Business.


