Aarsleff/CEO: Ny struktur forbedrer risikostyring og synergier
Bygge- og anlægsvirksomheden Per Aarsleff har planer om ændre i koncernens struktur ved at oprette et holdingselskab.
Det skal ifølge administrerende direktør Ebbe Malte Iversen ses som et resultat af, at man over tid er blevet en koncern med mange forskelligartede datterselskaber.
- Vi er efterhånden en koncern med mange forretningsområder, og gennem holdingstrukturen kan vi bedre styre det stigende antal forretninger ovenfra, siger Ebbe Malte Iversen.
I forbindelse med strukturændringen bliver det nuværende Per Aarsleff ændret til Per Aarsleff Holding, hvor datterselskaberne vil være.
Derudover bliver der oprettet et nyt selskab ved navn Per Aarsleff under holdingselskabet - som vil få aktiviteterne fra det nuværende moderselskab.
Her vil fokus være på at udnytte synergierne på tværs af de enkelte forretningsområder i koncernen, som er fordelt på segmenterne anlæg, fundering og rørteknik.
- Det er kriteriet for at være en del af vores koncern, at hvert enkelt forretningsområde skal give eller modtage synergier fra et af de andre områder. Det arbejde er vigtigt og vil fortsætte i det nye selskab, siger Ebbe Malte Iversen.
- I det nye holdingselskab vil der derimod blive drevet klassisk styring af de enkelte selskaber set gennem mere finansielle øjne, siger han.
Derudover forklarer han, at ændringerne i strukturen også har den fordel, at Aarhus-koncernen får bedre mulighed for risikostyring.
- Vi kan bedre styre vores risici, fordi vi kan hæfte på to niveauer. Vores engagementer vil være i vores selskaber under Per Aarsleff Holding, men der kan eventuelt opstå særlige forhold, hvor Holding også kan blive inddraget, siger han.
Skattemæssigt vil der ifølge Ebbe Malte Iversen ikke være nogen forskel med strukturændringerne.
Planerne skal godkendes af aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling, som finder sted i slutningen af marts.

