Fortsæt til indhold

Skandalen om eksploderende airbags har speederen i bund - 14 bilmærker er påvirket

De amerikanske vejmyndigheder bekræfter endnu et dødsfald efter en eksploderende airbag fra japanske Takata. Konsekvensen bliver millioner af nye tilbagekaldelser i USAs værste trafiksikkerhedskrise til dato.

Erhverv

Tokyo - Det er som regel i Irak eller Afghanistan, at amerikansk militærpersonale bliver udsat for eksplosioner. For Stephanie Erman, ansat i luftvåbnet, skete det i USA - i hendes egen bil.

Det skyldtes dog ikke en granat, men en defekt airbag. Men konsekvenserne var lige så grumme: under et mindre biluheld i 2013 eksploderede airbaggen i Ermans bil og slyngede metalsplinter op i ansigtet på hende. Det kostede hende næsten synet og en række traumatiske operationer.

Men det kunne have været værre. Det kunne have kostet hende livet - som det gjorde for flere andre uheldige bilister. Ved en anden airbageksplosion troede ambulancepersonalet først, at bilisten var blevet skudt i ansigtet.

Airbaggen var produceret af japanske Takata, der i flere år har været involveret i, hvad myndighederne nu kalder den største trafiksikkerhedskrise i USAs historie. For i mindst ti år har Takata produceret og solgt airbags, de vidste, var defekte. Og da Takata er en af verdens største producenter af airbags, har mange bilmærker installeret dets produkter.

Skandalen har kostet Takata en kæmpemæssig bødestraf og betydet tilbagekaldelsen af millioner af biler. Men krisen fortsætter med speederen i bund. I fredags bekræftede den amerikanske vejmyndighed National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA), at en eksploderende Takata-airbag i december kostede endnu en bilist livet. Det er den tiende person, som en Takata-airbag har slået ihjel.

NHTSA igangsatte med det samme tilbagekaldelsen af yderligere fem millioner biler. I alt er 24 millioner nu tilbagekaldt, og den seneste runde involverer også Volkswagen og Mercedes-Benz. De var ellers tidligere gået fri.

Hondas stand står flot under Detroits North American International Auto Show, 12. januar 2016. Firmaet, der har brugt Takata som airbagleverandør i en generation, er hårdest ramt af skandalen. Samarbejdet med Takata er nu ophørt og millioner af Hondas biler tilbagekaldt.

Det er samtidig tvivlsomt, at denne runde bliver den sidste. Ikke mindst fordi det seneste dødsfald skete i en Ford Ranger pickup truck. Alle tidligere dødsfald havde ellers fundet sted i biler fra japanske Honda, der i generationer har brugt Takata som hovedleverandør. I Ermans tilfælde skete ulykken i en Honda Civic. Firmaet er derfor langt hårdere ramt af skandalen end selv andre japanske bilmærker som Toyota, der også har måttet tilbagekalde millioner af køretøjer.

Men efter dødsfaldet i en Ford - i en biltype, hvor airbagtypen var blevet grundigt testet i oktober - frygtes det, at en lang række andre biler nu heller ikke er sikre. Derfor tilbagekalder myndighederne nu køretøjer over den bredest mulige vifte.

Den præcise årsag til de eksploderende airbags kendes endnu ikke. Men defekten stammer formodentlig fra Takatas brug af ammoniumnitrat som ingrediens i den kemiske blanding, der får airbaggen til at puste sig op. For lagres ammoniumnitraten uforsvarligt under produktion - eller udsættes den senere for fugt grundet dårlig isolation - kan den reagere langt voldsommere, end airbaggens konstruktion kan klare. Så bliver airbaggen forvandlet til en lille granat.

Derfor prioriterer NHTSA tilbagekaldelser i områder med høj fugtighed, så som de sydlige amerikanske stater. Samt biler, der er produceret tidligt i det nye årtusind, hvor Takatas defekte produktion formodes at have været på sit højdepunkt. Nyere biler med Takata airbags burde være sikre - forlyder det i hvert fald for nu.

»Mange millioner af disse biler er relativt nye,« udtaler Gordon Trowbridge, talsmand for NHTSA, til New York Times. »Ud fra hvad vi ved om ammoniumnitrats degeneration målt over tid, er det usandsynligt, at disses airbags er i fare for at briste i løbet af de næste år.«

Det er ikke just betryggende for hverken bilister eller Takatas mange kunder. Trowbridge indrømmer derfor også, at tilbagekaldelsen i yderste konsekvens kan involvere yderligere »snesevis af millioner« køretøjer.

Dermed er der lagt op til et længere drama - og en maratonlignende kamp for at få de defekte airbags sluset ud. Siden skandalen kom frem, er kun 27,3 pct. af airbaggene i førersædet blevet skiftet ud i de tilbagekaldte biler og kun 25,8 pct. af bilernes passagersædeairbags.

For tilbagekaldelsen involverer alle Japans store bilmærker samt Audi, Volkswagen, Ford, Mazda, Saab, BMW og Mercedes-Benz - i alt 14 bilmærker er ramt. Dermed presser de endeløse udskiftningsordrer bilfabrikkerne til bristepunktet. Og NHTSA vil ikke afvise, at endnu flere mærker kan ende på listen.

Takata fik i november pålagt forbud mod at bruge ammoniumnitrat og modtog en bøde på næsten en halv milliard kroner. Bødens størrelse skyldes ikke alene skandalen, men også at firmaet systematisk har modsat sig ethvert forsøg fra de amerikanske og japanske myndigheders side på at komme til bunds i sagen.

Fortsætter firmaet med ikke at samarbejde, trues det med endnu en bøde, der er dobbelt så stor.

»Takata har i årevis lavet og solgt defekte airbags. Men nægtet at anerkende, at de var defekte,« udtalte USA's transportminister Anthony Foxx på en pressekonference, efter at bødestraffen var blevet offentliggjort. »Udsættelser, misinformationer og en uvillighed til at anerkende sandheden betød, at et alvorligt problem udviklede sig til en massiv krise.«

Artiklens emner
Takata