Aktionærerne godkender Shells køb af BG Group
/ritzau/FINANS
Oliegiganten Royal Dutch Shell har nu fået aktionærernes godkendelse til købet af BG Group. Det skriver Bloomberg News.
Overtagelsen blev annonceret i april sidste år, og købet koster i omegnen af 43 mia. pund.
Handlen vil medføre en ledende position indenfor to af de mest spændende dele af branchen: flydende naturgas samt dybvandsudvikling.
For at få købet til at glide ned, har Shell blandt andet stillet aktionærerne i udsigt, at der skal spares 5 mia. dollar mere end hidtil planlagt i 2016.
Shell har allerede varslet 2800 fyringer og frasalg af aktier for omkring 30 mia. dollar.
Shell-aktien falder onsdag 2,7 pct. til 18,46 euro på børsen i Amsterdam, mens BG falder med 0,8 pct. til 987,20 pence i London.


