Fortsæt til indhold

Medarbejdere risikerer at komme galt afsted midt i København

Metroens hovedentreprenør har fået en række påbud samt en sur og rød smiley, efter at Arbejdstilsynet var på besøg.

Erhverv

Knoglebrud, forstuvninger eller i værste fald døden er, hvad metroarbejderne kan risikere ved at gå på arbejde. Det fremgår af en tilsynsrapport fra midten af januar, hvor Arbejdstilsynet gav CMT - Copenhagen Metro Team, som er er metrobyggeriets hovedentreprenør, en rød og sur smiley.

Et af de kritisable forhold, som Arbejdstilsynet fandt, var så alvorligt, at tilsynet udstedte et forbud og standsede et arbejde, hvor to medarbejdere var i gang med at placere et bundt armeringsjern (jern, som skal sidde inde i beton, f.eks. en betonvæg, red.) med en kran.

Den ene trådte op på et stilladsrækværk og trak med begge hænder i bundet for at få det ind over stilladsdækket. Det skete uden faldsikringsudstyr på trods af, at der var langt ned.

"Et fald på 6,5 meter til underliggende niveau bestående af stilladsdæk og opravende stilladssøjler kan medføre alvorlig personskade og i værste tilfælde med dødelig udgang," står der i rapporten, som Finans har fået aktindsigt i.

»Arbejdstilsynet har observeret, at vi efter deres vurdering ikke har gjort det efter retningslinjerne, og det betyder så, at vi ændrer vores procedure,« siger Sigurd Nissen-Petersen, HR- og kommunikationschef i CMT.

Han fortæller, at CMT tager arbejdsmiljøet meget alvorligt og påpeger desuden, at antallet af påbud er på vej nedad og er faldet fra 305 i 2014 til 273 i 2015.

»Metrobyggeriet er stort og komplekst, og vi får indimellem påbud fra Arbejdstilsynet, som gør, at vi har en rød smiley. Det er ikke nyt, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har nogle udfordringer på vores byggeri,« siger han og tilføjer, at metrobyggeriet er et af Europas største anlægsprojekter og næppe kan sammenlignes med noget andet i Danmark.

Mange forskellige nationaliteter, nye underleverandører og nye arbejdssituationer giver bl.a. ekstra udfordringer, siger han.

Flemming Bentzen, tilsynschef i Arbejdstilsynet og chef for tilsynets metrogruppe, siger, at der vil være store arbejdsmiljøudfordringer i at bygge et så stort og komplekst byggeri.

Han fortæller, at metroentreprenørerne generelt er inde i en god udvikling i forhold til arbejdsmiljøet, men at de har en udfordring i, at den viden, de får på en byggeplads, spredes over til en anden, så de ikke gentager fejlene.

Artiklens emner
Arbejdstilsynet
Copenhagen Metro Team