Fortsæt til indhold

Putin vil privatisere for at dække olietab

Den russiske regering er i gang med at forberede syv statsejede selskaber til en potentiel privatisering, hvilket skal dække hullet fra faldende olieindtægter.

Erhverv
Ritzau Finans

Det skriver Financial Times

Fald i olieprisen har sendt den russiske økonomi i recession for andet år i træk og har skabt et gabende hul i statsbudgettet. Regeringen med præsident Vladimir Putin i spidsen sidder derfor i disse dage og overvejer muligheder for alternative indtægtskilder til olien.

Privatisering af statslige selskaber er ifølge Financial Times den potentielt største indtægtsmulighed for Rusland og Putin inviterede da også mandag direktørerne for de største af slagsen: mineselskabet Alrosa, olieselskaberne Rosneft og Bashneft, de russiske statsbaner, banken VTB, flyselskabet Aeroflot og skibsproducenten Sovcomflot, til orienteringsmøde i Moskva.

- Førhen var privatisering primært drevet af intentionen om at justere strukturen i landets økonomi og gøre den mere effektiv. Nu er rejsning af kapital på grund af lave oliepriser årsagen til, at privatisering igen er på agendaen, siger Oleg Kouzmin, Ruslands-økonom hos Renaissance Capital til Financial Times.

I Rusland skaber privatisering dårlige minder hos de fleste, da 1990'ernes privatiseringsbølge primært kun skabte store indtægter hos nogle få, og skabte det såkaldte oligarki.

Artiklens emner
Bashneft
Rosneft