Fortsæt til indhold

Fagbosser og regeringen er milevidt fra hinanden

Uddannelse er den altoverskyggende prioritet for fagbevægelsen ved de kommende trepartsforhandlinger, mens regeringens prioritet er flygtninge, når forhandlingerne begynder torsdag.

Erhverv

Selv om flygtninge fylder meget på den politiske dagsorden og er det første, parterne til trepartsforhandlingerne - regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen - skal tale om på torsdag, så er det kun 4 pct. af fagbevægelsens bagland, der peger på job til flygtninge som det vigtigste. Hele 45 pct. peger på uddannelse, 27 pct. på bedre arbejdsmiljø og 12 pct. på at flytte folk fra offentlig forsørgelse over i arbejdsstyrken.

Det viser en rundspørge fra Finans, som 133 tillidsvalgte i LO og FTF har svaret på.

»Uddannelse er uden for diskussion det vigtigste, for vi kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, og her er uddannelse afgørende. Håndteringen af flygtninge er også vigtigt, men ikke det vigtigste, for integration via arbejdsmarkedet kan sagtens fungere under de vilkår, der er i dag,« mener Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens.

Tue Tortzen, 3F-formand i Frederiksborg:

»Vi har en masse ufaglærte, der har svært ved at leve op til de kvalifikationer, der stilles, både bogligt og fagligt, og deres job forsvinder, så der er brug for flere faglærte,« siger han og peger som Bjarne Sørensen på, at udlændinge skal integreres via arbejdsmarkedet – og her spiller uddannelse også en rolle.

Inge-Lise Christensen, formand for FOA i Randers, peger på også på løftet fra ufaglært til faglært niveau, og det gælder både ledige danskere og flygtninge.

Viggo Thinggaard er formand for HK Østjylland og en af de få, der peger på flygtninge som det vigtigste udfordring:

»Her og nu er flygtningeudfordringen det vigtigste. De skal integreres på arbejdsmarkedet og uddannes med sprog og kulturforståelse. Løser vi den udfordring, giver det luft på andre områder,« siger han.

57 pct. – herunder de fire ovennævnte – er enig eller overvejende enig i, at flygtninge kan blive en gevinst for økonomien, mens 12 pct. er uenig eller overvejende uenig i, at flygtninge bliver en gevinst.

Dansk Arbejdsgiverforening ønsker ikke at komme med et bud det vigtigste forhandlingsområde, mens LO's formand og topforhandler, Lizette Risgaard, siger:

»Det er meget præcist vores opfattelse, at arbejdsmiljø og uddannelse er det vigtigste. De andre emner har regeringen har sat på, men vi skal tale opkvalificering og uddannelse på alle måder, og mange flere skal have en erhvervsuddannelse, uanset om de er etnisk danske eller flygtninge. Vi skal sikre en god balance, men der er mange, der gennem reformer og krisen har mistet job, og det skal vi have en respekt for.«

Artiklens emner
HK/Danmark
FOA