Fortsæt til indhold

Tiger of Sweden er en løve i Tyskland

Inden for en overskuelig fremtid til tyskerne være nogle af Tiger of Swedens top-3 kunder.
Erhverv
/ritzau/FINANS

Tøjmærket Tiger of Sweden oplever i øjeblikket tocifret vækst på det tyske marked.

Det står klart, efter at IC Group, der står bag mærket, fredag morgen fremlægger regnskabet for andet kvartal.

Omsætningen af tøjmærket stiger med 38 pct. i Tyskland, og koncernchef i IC Group, Mads Ryder, oplyser, at netop Tyskland er fokusmarkedet nummer ét for Tiger of Sweden.

- Vi har oplevet meget høje tocifrede vækstrater i længere tid. Vi åbner vores første rigtige butik i Berlin i marts, og vi kigger efter butik nummer to, tre og fire forskellige steder. Vi har virkeligt damp på Tyskland. Vi tror rigtigt meget på det tyske marked, og vi er meget overbeviste om, at Tyskland i løbet af nogle år kan blive meget store hos os, siger han til Ritzau Finans.

I dag er Sverige det største marked for Tiger of Sweden. Herefter følger Danmark, Norge og Tyskland som nummer fire, men det vil ifølge Mads Ryder snart ændre sig.

- Det varer ikke længe før, at Tyskland er vores tredje største marked. Jeg tør ikke at sige, hvor vi præcist ender, men det er inden for rækkevidde, og det kan også blive det næststørste inden for ikke ret mange år, siger han.

Det er i første omgang kun Tiger of Sweden mærket, der arbejdes for at få til Tyskland. Ifølge Mads Ryder er mærket virksomhedens "vækstlokomotiv", og senere kan markedet i England og Frankrig også komme på tale. I første omgang fokuseres der på nærmarkederne.

- Det er selvfølgelig mere eksotisk og frækt at sige Japan, Kina og USA, men vi er her ikke for at lave eksotiske overskrifter. Vi er her for at tjene nogle penge og udbrede vores idé, og det gør vi bedst ved at koncentrere os om det, der er tættest på først. Det er ingen grund til at gøre det mere kompliceret, siger han.

Artiklens emner
IC Group