McDonald’s skyder gang i dansk milliardsalg
Fastfood-giganten McDonald’s gør klar til at sælge sine restauranter i Danmark, Norge og Sverige. Prisen forventes at ligge på 3-4 mia. kr.
Burger-kæden McDonald’s er i al hemmelighed ved at gøre klar til et storstilet salg af ejendomme herhjemme.
Finans erfarer således fra en række kilder med indgående kendskab til forløbet, at den globale fastfood-kæmpe har hyret investeringsbanken Carnegie til at stå for et salg af koncernens mange ejendomme i Danmark, Sverige og Norge.
Alene herhjemme driver McDonald’s over 80 restauranter, og det er netop de ejendomme, som koncernen nu forsøger at finde en køber til.
Salget ventes at kunne indbringe den amerikanske gigant mellem 3 og 4 mia. kr., og både udenlandske og danske investeringsbanker deltog for nylig i en større proces med henblik på at sikre sig den lukrative ordre, som Carnegie altså løb med i sidste ende.
Netop et salg af ejendomme er noget, investorerne bag den børsnoterede gigant gennem længere tid har presset på for med henblik på at skabe mere værdi for aktionærerne.
Det specielle ved salget af de mange nordiske ejendomme herunder dem herhjemme, er at man som køber ud over at overtage mursten får del i de mange millioner, kædens franchisetagere hvert år betaler for at forpagte de mange McDonald's restauranter herhjemme.
Historisk set har det være en rigtig god forretning, hvilket kan aflæses i selskabets danske afdeling, McDonald’s Danmark Aps, hvor fastfood-koncernen sidste år tjente knap 160 mio. kr. før skat og afskrivninger ud af en omsætning på lidt over en halv milliard.
Flere af de investeringsbanker, der bød ind på den store opgave, siger dog til Finans, at salget af de mange burger-ejendomme trods store indtægter ikke er uden udfordringer.
»Der har været meget strenge krav om, hvem man vil sælge til. Eksempelvis er kæden ikke meget for, at det f.eks. er en kapitalfond, der overtager restauranterne, ligesom man også helst ser, at det ikke bliver en pensionskasse. Det begrænser feltet af købere betydeligt,« siger en velinformeret kilde til Finans.
Hos McDonalds i Danmark siger pressechef Pia Tobberup, at hun ikke kender til, at koncernen skulle have konkrete planer om at frasælge ejendomme og henviser blandt andet til, at Mcdonald’s øverste chef Steve Easterbrook i november afviste ideen om et frasalg af ejendomme, selv om et af selskabets bestyrelsesmedlemmer kort forinden havde foreslået det.

