27.000 gæster sov i København hver nat
2015 blev endnu et succesår for turismen i København, viser nye tal.
Noget tyder på, at Den Lille Havfrue, Noma, Tivoli og alle de andre turistattraktioner trækker stadig flere turister til København.
I hvert fald hvis man skal måle på antallet af overnatninger, der over de seneste seks år er steget med hele 55 pct., skriver turistorganisationen Wonderful Copenhagen i en pressemedelelse.
9,8 mio. overnatninger blev det til i alt i 2015, en fremgang på 8 pct. i forhold til forrige år. Det svar til knap 27.000 per dag. Og her tælles alternative overnatningsmuligheder, som f.eks. Airbnb ikke med.
De mange turister glæder regionrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).
»Det er dejligt, at flere og flere turister og forretningsrejsende har fået øjnene op for de muligheder, Danmarks hovedstad tilbyder. Det skaber arbejdspladser til chauffører og andre i servicebranchen, når mennesker fra hele verden kommer hertil for at få en god oplevelse,« siger hun i pressemeddelelsen fra Wonderful Copenhagen.
Det er primært svenskere, briter og nordmænd, der besøger hovedstaden, men også amerikanerne og kineserne er vilde med ny nordisk mad og charmerende brostensgader.
Horesta, der er hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation, bekræfter også den positive udvikling, som Wonderful Copenhagen melder om.
»Siden krisen, hvor turismen ramte bunden, har vi set en jævn og pæn fremgang i hele landet, men ikke mindst i hovedstaden har vi set flere turister,« siger formand for Horesta, Jens Zimmer Christensen.
Det er særligt konferencer, som har trukket 2015 opad, og man ser nu mod 2016 med flere konferencer i baghovedet, fortæller formanden.
»Man satser meget på møder og konferencer. Deltagere i konferencer har nemlig et generelt højere døgnforbrug end almindelige turister. De sætter dog også krav til logistikken, men København er kendt for at være en by med logistik, man kan stole på,« siger Jens Zimmer Christensen.