Fortsæt til indhold

Flügger hyrer TDC til it-drift

TDC Hosting skal de kommende år stå for driften af malerkoncernen Flüggers it-systemer. Kontrakten har en værdi af mindst 50 mio. kr.

Erhverv
Ritzau Finans

Flügger har besluttet at outsource sin it-infrastruktur som et led i strategien "From Good to Great", som malerkæden lancerede i efteråret 2015, oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at it-infrastrukturen og de mest forretningskritiske it-systemer hos Flügger fremover bliver drevet hos TDC Hosting. Malerkoncernen begrunder valget af TDC med, at telekoncernen har en lang række af kunder, som ligner Flügger.

Flügger havde i store dele af sidste år haft problemer med indkøringen af et nyt såkaldt ERP-system, der samkører ordrer, salg, indkøb, lagre og økonomistyring.

Topchef Peter Røpke slår dog fast, at aftalen med TDC ikke har en sammenhæng med de problemer, der pressede indtjeningen i malerkoncernen gennem 2015.

- Det er to forskellige ting. Vi lader TDC Hosting stå for driften, hvor vi tidligere selv stod for det. Det er stadig det samme it-system og den samme software, som kører. Serverne står bare fysisk hos TDC i stedet, siger Peter Røpke.

Han fortæller, at der rent økonomisk er tale om stort set det samme, som hvis Flügger selv havde stået for driften.

- Det er en mere effektiv løsning for en virksomhed som os med den størrelse, vi har. Vi er for små til at have vores eget datacenter, siger Peter Røpke.

Hos TDC ser man frem til at løfte opgaven hos Flügger, der med den nuværende aftale kan løbe op til fem år.

- Når it skal være fundamentet for at nå strategiske mål, er det helt oplagt at outsource alle centrale og forretningskritiske systemer. Hos Flügger er der tale om koncernens kritiske forretnings- og ERP-systemer samt den underliggende it-infrastruktur til Flüggers mere end 600 butikker.

- Det er den type af løsninger, der altid skal fungere, og som man gerne lægger i hænderne på erfarne specialister, siger Esben Kolind Laustrup, administrerende direktør for TDC Hosting, i en pressemeddelelse.

Artiklens emner
TDC
Peter Røpke