Fortsæt til indhold

Avis: Her er handlerne, der sendte svensk storbankchef på porten

Den svenske avis Dagens Industri skriver, at handler med aktier i et selskab, der også var kunde i banken, kostede Swedbank-topchef Michael Wolf jobbet.

Erhverv

Der må ligge mere bag - resultaterne er for gode, og forklaringerne er for dårlige.

Sådan lød det i svensk presse, da storbanken Swedbank sidste uge brat skilte sig af med topchefen Michael Wolf - der så sent som i 2014 blev kåret til verdens 13. bedste topchef.

Dagens Industri sagde det mest direkte i en leder:

»Sundström lyver,« skrev avisen om manden bag fyringen, bankens bestyrelsesformand Anders Sundström.

Fredag kom det så frem - også i Dagens Industri - at der var mere at komme efter. Swedbank havde nemlig politianmeldt den fyrede direktør for misbrug af kursfølsomme oplysninger. En oplysning, banken selv bekræftede senere fredag i nøgterne toner:

»Baggrunden for beslutningen er, at banken har identificeret transaktioner som "kan antages" at udgøre en kriminel forseelse. Personen, der har udført disse transaktioner, er bankens tidligere adm. direktør Michael Wolf.«

Banken afviste i går udsagn fra Michael Wolf om, at han selv skulle have gjort opmærksom på handlerne.

Sagen ligger nu hos den svenske pendant til Bagmandspolitiet, Ekobrottsmyndigheten.

Men Dagens Industri peger i dag på en række personlige handler fra Michael Wolfs side med aktier i en kunde, Swedbank kendte særdeles godt til, som baggrunden for anmeldelsen.

Ifølge avisen drejer det sig om handler med aktier i selskabet Oniva Online Group i 2013 og 2014.

Selskabet, der dengang hed Getupdated Internet Marketing, fik ifølge Dagens Industri i november 2012 to lån i Swedbank på 25 mio. kr., der hjalp markant på økonomien.

Lånene skal dog have været behæftede med løbende krav om, at det børsnoterede selskab oplyste om sine bundlinje-forventninger til Swedbank, der dermed formentlig har haft insiderviden.

Det har Michael Wolf dog ikke, selv om han ganske rigtigt har købt aktier i selskabet - som han dog aldrig har solgt igen - lyder det fra den fyrede topchefs advokat overfor Dagens Industri.

»Han er meget overrasket over nu at få at vide, at dette er hvad mistanken handler om. Han har aldrig haft adgang til nogen insiderinformation, og han har tabt penge på handlerne,« siger advokat Leif Gustafson til avisen.

Artiklens emner
Swedbank
Anders Sundström