Fortsæt til indhold

Kunde vandt spekulationssag mod bank - nu anker banken

Der kommer til at gå lang tid endnu, før en kunde i Vestjysk Bank får vished for, om banken skal dække hans tab på et valutalån.

Erhverv

Den 10. februar fastslog byretten, at banken hænger på tabet på 504.800 kr., men Vestjysk Bank har besluttet at anke sagen.

»Vi mener, at dommen fra byretten i Holstebro er forkert. Vi blev oprigtig meget overrasket over dommen fra byretten, og efter at vi har nærlæst den, har vi vurderet, at sagen skal prøves hos en højere instans. Jeg har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt,« siger Jan Ulsø Madsen, adm. dir. i Vestjysk Bank, som derfor ikke vil svare på, hvor stort et beløb banken i værste fald kan tabe, hvis dommen ender med at stå ved magt og andre kunder kan benytte den til at gøre lignende krav gældende.

Kundens tab opstod, da den schweiziske nationalbank den 15. januar sidste år opgav fastkurspolitikken. Det fik kursen til at stige kraftigt og gav et stort tab. Kunden havde en såkaldt stop-loss-aftale, som er en aftale, der skal sikre, at en position lukkes ned, når et givent tab er indkasseret. Det var aftalt, at stop-loss-aftalen skulle aktiveres, når kursen på schweizerfranc nåede over 6,30. Men Vestjysk Banks kunde endte med få lukket sin position ned til en kurs på 8,00.

I aftaleteksten mellem kunden og banken står der:

»En stop-loss ordre handles altid på først handlede pris efter det fastsatte stop.«

På den baggrund argumenterede kunden i retten for, at han skulle afregnes til kurs 6,74, fordi der blev foretaget handler til den kurs, efter at den schweiziske nationalbank opgav fastkurspolitikken. Vestjysk Bank argumenterede omvendt i retten for, at banken alene påtog sig en forpligtelse til at handle til den først tilgængelige kurs i markedet. Der var et enormt behov for at handle på dagen, og kun få handler blev eksekveret til de lave kurser.

Byretten gav kunden medhold i, at udtrykket »først handlede pris« skal forstås som den pris, der først handles til i markedet som sådan. Derfor blev banken dømt til at dække kundens tab, betale procesrenter og sagsomkostninger på 52.420 kr.

Artiklens emner
Vestjysk Bank
Jan Ulsø Madsen