Lønfest i Novo-bestyrelsen: 75.000 kr. for en lang flyvetur
Novo Nordisks bestyrelsesmedlemmer vil have et langt højere honorar, hvis de skal til bestyrelsesmøde på et andet kontinent, end hvor de har deres bopæl.
10.000 euro, eller knap 75.000 kr., som tak for ulejligheden. Det er, hvad bestyrelsesmedlemmerne i Novo Nordisk kan se frem til at modtage, hvis de skal til et bestyrelsesmøde eller et udvalgsrelateret møde på et kontinent, hvor de ikke har deres bopæl.
Dermed lægger bestyrelsen selv op til at give sig selv et ordentligt lønhop på den front, eftersom tilsvarende opgaver i 2015 blev honoreret med 6.000 euro, fremgår det af indkaldelsen til selskabets ordinære generalforsamling, der finder sted den 18. marts.
»For bestyrelsesmøder og udvalgsrelaterede møder, der afholdes i bestyrelsesmedlemmets hjemland og omfatter mindst fem timers flyrejse, modtager hvert medlem 5.000 euro (i stedet for 0 euro),« skriver Novo Nordisk endvidere.
Hos eksempelvis GN Store Nord honorerer man lignende situationer på nogenlunde samme måde, men dog med et noget lavere beløb. Her er bestyrelsesmedlemmer, der ikke bor i Danmark, berettiget til en fast rejsegodtgørelse som følge af bestyrelsesmøder i Danmark på 3.000 euro, hvis de bor i et andet europæisk land. Bor de uden for Europa, får de 6.000 euro.
Ændringerne »(...) vil i 2016 medføre en anslået samlet stigning i vederlagsniveauet for det enkelte bestyrelsesmedlem på mellem 12 pct. og 59 pct., med en gennemsnitlig stigning pr. bestyrelsesmedlem på 31 pct. sammenholdt med det faktiske samlede vederlag for 2015,« konstateres det fra Novo Nordisks side.
Novo Nordisk lægger dog op til at bevare honoraret for bestyrelsesarbejdet på et niveau, der er identisk med det, der var gældende for 2015.
Det betyder, at basishonoraret er på 600.000 kr., mens formanden Göran Ando kan gange det beløb med tre og altså hæve 1,8 mio. kr. i 2016 for at sidde for bordenden i bestyrelseslokalet. Næstformanden, Jeppe Christiansen, der er adm. direktør i Maj Invest, får et honorar på 1,2 mio. kr. i 2016.
Sidder man som bestyrelsesmedlem eksempelvis i revisionsudvalget, så honoreres man yderligere, udover basishonoraret på de 600.000 kr.
De nye regler ser ud til særligt at komme bestyrelsesmedlemmet Mary Szela til gode, idet hun er amerikansk statsborger og til daglig er adm. direktør i det amerikanske selskab Aegerion Pharmaceuticals med base i Cambridge, Massachusetts, USA.


