Fortsæt til indhold

Nedskrivninger trækker Danske Andelskassers Bank i rødt

Nedtur på markederne var den dråbe oven i tunge nedskrivninger, der trak Danske Andelskassers Bank i rødt i 2015.

Erhverv

Efter møjsommeligt at have trukket bundlinjen op i sorte tal i 2014 dykkede tabsramte Danske Andelskassers Bank i rødt igen i 2015.

Banken kom ud af det forgangne år med et minus på 11 mio. kr. før skat, efter et plus på 23 mio. kr. i 2014.

I regneskabet peger banken selv på, at udfordringer på kursreguleringerne i fjerde kvartal er udslagsgivende for minusset.

Ser man på hele året, er banken dog i plus på kursreguleringerne, mens fortsat markante nedskrivninger - især på lån til landbrug - på 118 mio. kr. mod 153 mio. kr. i 2014 tegner sig for den klart største streg i regningen.

Både udlån og basisindtjening dykker også fra 2014 til 2015, men i hvert fald det sidste det ændrer sig næste år, skriver banken:

»Basisindtjeningen landede på 129 mio. kr. og ligger således inden for det forventede interval på 125-155 mio. kr. for 2015. Trods det negative resultat betegner banken resultatet som acceptabelt. I 2016 forventer Danske Andelskassers Bank A/S en basisindtjening mellem 220-240 mio. kr.«

Efter en kapitaludstedelse i december og efterfølgende lån er polstringen nu oppe på 15,1 pct. mod et behov på 11,9 pct. En del af overdækning på 3,2 procentpoint - 0,5 pct. - skal dog bruges til at indfri de sidste af bankens snart et lille årti gamle statslån.

»På trods af, at vi kommer ud med et negativt resultat for 2015, vil jeg betegne resultatet som acceptabelt. Desværre har uroen på de finansielle markeder i december resulteret i et større kurstab svarende til årets underskud,« lyder det i regnskabet fra bankens adm. direktør Jan Pedersen. I en pressemeddelelse peger han dog på det positive i både faldende omkostninger og nedskrivninger, samt bankens evne til at rejse ny kapital:

»Det er inden for de sidste par måneder lykkedes os at rejse ny kapital på samlet set 427 mio. kr., hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med – især taget i betragtning af, at markedet igennem længere tid har været meget vanskeligt, og vi har således været oppe imod hårde odds.«

Nøgletal for Danske Andelskassers Bank

I mio. kr.20152014
Resultat før skat-1123
Basisindtjening129143
Omkostninger425445
Nedskrivninger-118-153
Kursreguleringer16,265
Udlån54365701
Kapitalprocent15,115,7
Solvensbehov i pct.11,913
Artiklens emner
Jan Pedersen