Fortsæt til indhold

Svensk avis sender Danske Bank mod kæmpe-køb

Storaktionær vil fylde mindre i den svenske storbank, hvilket åbner for et gigantisk bankbryllup med Danske Bank, siger kilder til svensk avis.

Erhverv

Kan Danmarks største bank overtage eller gifte sig med en af Sveriges fire storbanker?

Det er den mulighed, kilder over for avisen Svenska Dagbladet bringer i spil.

Målet for en fusion eller et opkøb skulle være Swedbank, der på trods af stærke resultater gennem en årrække for tiden er kastet ud i en ledelsesmæssig krise - og samtidig skulle storaktionæren Folksam være interesseret i at reducere sin rolle.

Samtidig har Danske Bank længe været meget klare i mælet om, at bankens ambitioner for vækst primært ligger i netop Sverige og Norge - senest med planen om oprettelsen af et svensk realkreditselskab.

Ifølge finansmediet FinansWatchs kilder var de to banker helt tilbage i 2004 også ude i en intens flirt. Danske Bank afviser samtidig over for mediet at kommentere de aktuelle forlydender.

De to banker er målt på markedsværdi ikke overvældende langt fra hinanden - Danske Bank er aktuelt lige under 190 mia. kr. værd, mens Swedbank er lige under 160 mia. kr. Et køb vil dermed være mere end fem gange så stort, som da Danske Bank kastede sig ud i at overtage banker i Finland, Nordirland og Irland i løbet af 00'erne.

Men ifølge Svenska Dagbladets kilder vil banken efterfølgende kunne frigøre en del kapital ved at gøre Swedbank til en del af selskabet, fordi de danske krav til bankers polstring er markant lavere end de svenske.

Over for Svenska Dagbladet afviser forsikringskæmpen Folksam, der altså er storaktionær i Swedbank, dog at man skulle lede efter udgangen:

»Jeg kommenterer ikke rygter. Vores aktiepost i Swedbank er langsigtet og strategisk,« siger selskabets direktør til avisen.

Artiklens emner
Nordea
Swedbank