Fortsæt til indhold

Forsikringsselskaber slår banker og teleselskaber på kundetilfredshed

Danskerne er langt mere tilfredse med forsikringsselskaberne, end nordmændene og svenskerne er.

Erhverv

Selvom forsikringer for mange danskere er både kedeligt og svært at sætte sig ind i, er forsikringskunderne faktisk ret tilfredse med deres forsikringsselskaber. Danskerne er i hvert fald meget gladere for deres forsikringsselskab, end de for deres teleselskab, elselskab eller bank. Det viser en ny analyse fra EPSI Rating, der undersøger kundetilfredsheden i forskellige brancher.

Mens forsikringsselskaberne overordnet set scorer 77,4 på en skala fra 0-100, giver danskerne deres leverandører af henholdsvis mobiltelefoni og bredbånd vurderingen 74 og 65,4.

En af forklaringerne er, at danskerne generelt mener, at der er mindre at klage over hos forsikringsselskaberne end hos både televirksomhederne og bankerne, viser undersøgelsen.

Generelt set er danskerne da også mere tilfredse med deres forsikringer end nordmændene og svenskerne er, mens vi ligger på niveau med finnerne.

»Forklaringen er bl.a., at danskerne har en markant højere tillid til deres forsikringsselskab, end svenskerne og nordmændene har,« siger Helene Söderberg, der er adm. direktør i EPSI Danmark.

»De danske selskaber er generelt lykkedes bedre med deres kundetilfredshedsstrategi end i vores nabolande. Hvorfor det er tilfældet, er der ikke nogen entydig forklaring på. Men vi ved at en af nøglerne til glade og tilfredse forbrugere i den digitale verden er, at det er nemt at sammenligne dækninger og priser på tværs af forsikringsselskaberne,« siger Jacob Nisgaard Larsen, chefkonsulent i brancheorganisation Forsikring & Pension.

Tidligere undersøgelser fra EPSI viser netop, at sammenlignelighed giver gladere kunder.

Jacob Nisgaard Larsen peger på, at det danske forsikringsmarked bl.a. adskiller sig fra de øvrige nordiske lande ved at forsikringsbranchen sammen med Forbrugerrådet Tænk har lavet en guide, hvor man kan sammenligne priser og dækning selskaberne imellem.

Undersøgelsen viser også, at de private forsikringskunder er mere tilfredse, end virksomhederne er. På erhvervsdelen af markedet ligger tilfredsheden med forsikringsselskaberne på niveau med vores nabolande.

Artiklens emner
Epsi Rating
Forsikring & Pension