Norsk rigmand har tabt milliarder på få måneder og går på tilbudsjagt
Shippingmilliardæren John Frederiksen er angiveligt klar til at kaste sig over tørlast og offshore.
Den norskfødte shippingmilliardær John Frederiksen har senest set sin aktiepost i den norske lakseopdrætskoncern Marine Harvest overstige aktieposterne i shippingsselskaberne Golden Ocean og Frontline samt olieriggiganten Seadrill.
Nu har han taget konsekvensen af opturen i lakseopdrætsproducenten og solgt aktier for 4,42 mia. nkr. Ifølge rygter til shippingmediet Splash vil milliardæren bruge kapitalen til at købe op i de hårdt pressede markeder for tørlast og offshore.
Den 71-årige milliardær, som opbyggede sin formue i 1970'erne og 1980'erne ved at lave dristige kontrakter på sejlads af olie fra Mellemøsten, har i de senere år kunnet set markedet for tørlast blive skudt fuldstændig i sænk, hvor BDI-tørlastindekset er faldet til 332 point fra en top i 2008 på 11.793 point. Den negative rateudvikling har også ramt Golden Ocean, hvor aktien siden sidste forår er faldet med 87 pct.
Kilder tæt på Frederiksen har fortalt Splash, at han overvejer at fokusere mere på tørlast via Golden Ocean, hvilket skal være en ordning svarende til den fond han har oprettet for at købe kriseramte aktiver i offshore-markedet. Kilderne forventer, at Frederiksen meget snart vil bruge de 4,42 mia. nkr. til at gå på tilbudsjagt i enten tørlast eller offshore.
Ifølge Splash har Golden Ocean i de seneste uger været på udkig efter at øge forretningen, idet det pressede tørlastrederi via aggressiv ekspansion forsøger at få mest muligt ud af det historisk dårlige tørlastmarked.
Nedturen i oliepriserne og dermed også nedturen til aktierne i olierigselskabet Seadrill har blandt andet medført, at John Frederiksens formue over de seneste 18 måneder er faldet med 40 pct. til 72 mia. kr. Den norske olieriggigant Seadrill har tidligere udgjort hovedparten af Frederiksens formue, men efter kollapset i oliepriserne og rigraterne, så var Marine Harvest blevet den største position.

