Dansk Supermarked anklager Coop for dobbeltmoral
De to dagligvaregiganter er i hård duel om et nyt statsligt mærke for dyrevelfærd. Dansk Supermarked mener, at Coop forsøger at spænde ben for tiltaget.
Dobbeltmoral med dobbeltmoral på.
Sådan lyder anklagen fra Dansk Supermarked mod konkurrenten Coop Danmark. De hårde ord kommer, efter at Coop har anklaget regeringen for at pleje særinteresser i et nyt mærke for dyrevelfærd.
Dagligvarekoncernen mener, at det vil skade konkurrencen og være til gavn for især den danske slagterikoncern Danish Crown.
»Kritikere af mærket forsøger at spænde ben for et mærke som styrker dyrevelfærd. Det må skyldes, at de største importører af udenlandsk svinekød i dansk dagligvarehandel vil forsvare deres markedsposition. Det virker som dobbeltmoral med dobbeltmoral på at kritisere et mærke for at skade konkurrencen, når man selv har en stor forretningsmæssig interesse i at spænde ben for det,« siger CSR-chef Helene Regnell, Dansk Supermarked Group.
Til den kritik siger koncerndirektør Jens Visholm i Coop Danmark:
»De meldinger må stå helt for Dansk Supermarkeds egen regning. Det er ikke vores opfattelse, at vi er den største importør af udenlandsk kød her i landet. Eksempelvis har vi ikke udenlandsk fjerkrækød og kyllinger i køledisken som andre.«
Mens Coop ikke har været en del af det afgørende arbejde om det statslige dyrevelfærdsmærke, har Dansk Supermarked på linje med bl.a. De Samvirkende Købmænd og Danish Crown siddet med ved bordet.
Onsdag har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen indkaldt til hastemøde i Fødevarestyrelsen om netop det nye mærke. Der agter Dansk Supermarked at stille krav om, at den nye mærkningsordningen ikke må forsinkes - men i stedet skal gennemføres som planlagt og vedtaget af et flertal i Folketinget.
Kritikken fra bl.a. Coop går også på, at mærkningsordningen - som efter planen er inddelt i tre stjernekategorier - kan svække salget af både økologisk og frilandskød, der vil ligge i det højeste niveau.
»Dyrevelfærd skal være hvermandseje som økologi er blevet. Økologi og frilandsproduktioner udgør dog kun en meget lille del af det totale marked, og derfor er det afgørende for os også at støtte et tiltag, der kan berøre mange millioner landbrugsdyr,« mener Helene Regnell, Dansk Supermarked Group.
Hos den landmandsejede slagterikoncern Danish Crown siger pressechef Jens Hansen, at kritikken må stå for Coop’s egen regning. Han understreger, at koncernen fortsat støtter mærket og udtalelser fra hjemmemarkedsdirektør Uffe Frovst til Finans om, at det statslige mærke vil være med til at »sætte fokus på de koncepter om netop øget dyrevelfærd som allerede findes«.

