Fortsæt til indhold

Zara-ejer fortsætter vækst med nye butikker og øget online-salg

Erhverv
Ritzau Finans

Den spanske modekoncern Inditex, der står bag tøjkæderne Zara og Pull & Bear, har oplevet den hurtigste årlige vækst i indtjeningen i tre år. Baggrunden er en ekspansion af butikker og udvidet online-salg.

Nettoindtjeningen steg med 15 pct. til 2,88 mia. euro i fjerde kvartal af 2015. Dermed levede verdens største tøjdetailkæde stort set op til analytikernes forventninger, der ifølge data indsamlet af Bloomberg lød på en indtjening på 2,9 mia. euro.

Salget for hele året steg med 8,5 pct. og ramte med 20,9 mia. euro imidlertid plet i forhold til analytikernes estimater.

Siden Inditex blev børsnoteret i 2001 har detailkoncernen mere end seksdoblet sine salgstal ved hjælp af en aggressiv udvidelse af sin otte tøjkæder.

I gennemsnit har Inditex årligt åbnet 400 nye butikker. Udvidelsestempoet er dog faldet en anelse de senere år, hvor fokus i stedet er blevet rettet imod at åbne færre, men større butikker. I 2016 venter Inditex dog at holde kadencen og planlægger at åbne dørene for 400-460 butikker, herunder på fem nye markeder såsom Vietnam og New Zealand.

Inditex-aktien faldt med knap 1 pct. til 29,41 euro i tirsdagens handel i Madrid.

Artiklens emner
Inditex