Velgørende taskesælger går over kvart mia. i omsætning
Taskeforhandleren Neye leverer regnskab med flot overskud. Ligesom i fjor skal en stor del doneres til kræftforskning. Det solide resultat åbner op for udlandsplaner.
Danmarks største forhandler af tasker og lædervarer Neye har præsteret et solidt overskud på knap 25 mio. kr. for andet år i træk. Før det havde den taskesælgende virksomhed ellers kæmpet med underskud syv år i træk.
»Vi tager resultatet med sindsro og glæde. Vi ser optimistisk på fremtiden, og er tilfredse med niveauet - i forhold til hvor vi kom fra,« siger direktør i Neye, Camilla Raffnsøe.
Med det nye regnskab præsterer Neye foruden overskuddet også at runde 250 mio. kr. i omsætning for første gang i virksomhedens 134-årige historie. Virksomhedens næste mål står allerede klart.
»Næste milepæl er uden tvivl 300 mio. kr. i omsætning, og vi kommer i hvert fald op på 280 mio. i næste regnskab. Vi er allerede fem måneder inde i næste regnskabsår, og vi ligger med samme stabile vækst på omkring 10 pct. igen,« siger Camilla Raffnsøe.
Da regnskabet for i fjor blev lagt frem, snakkede Camilla Rafnsøe åbent om, at Neye var på udkig efter at åbne en del nye butikker rundt om i landet udover de 36 eksisterende.
Siden er nye butikker dog ikke kommet til, men det skyldes ikke, at planerne er ændret. Det er i højere grad, fordi Neye kan tillade sig at være kræsne med nye placeringer.
»Vi har en god drift nu, så det skal være de rigtige butikker, vi kommer ind i. Det er ikke sådan, at vi absolut skal åbne fem butikker i år - det kunne vi godt - men vi åbner kun, hvis det er den rette placering,« siger Camilla Raffnsøe.
Fremtiden behøver dog ikke udelukkende have omdrejningspunkt i nye butikker i Danmark. Den forbedrede bundlinje har nemlig fået Neye til så småt at drømme om at prøve sig af i udlandet.
»Det kunne godt tænkes, at vi vil søge til udlandet. Vi har foretaget en del investeringer, og er gearet til mere vækst nu. Så det ville være et naturligt skridt, men det vil jeg helst ikke uddybe nu,« siger Camilla Raffnsøe.
Nøgletal, Neye (i mio. kr.):
| 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 | 2011/10 | |
|---|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 257.654 | 232.653 | 240.259 | 147.451 |
| Årets resultat | 24.846 | 23.357 | -5.876 | -5.940 |
| Egenkapital | 97.885 | 83.120 | 60.021 | 65.162 |

