Fortsæt til indhold

TDC’s indtog i spilleverdenen koster telegiganten dyrt

TDC gik for to år siden ind på det lukrative spillemarked med et køb af aktiemajoriteten i spiludbyderen Bet25. Nu er investeringen nedskrevet med 146 mio. kr. Alligevel fastholder TDC-toppen, at alt går som planlagt.

Erhverv

Millionerne fosser ud af TDC’s angreb på det hastigt voksende spillemarked.

Bare to år efter at telegiganten købte 51 pct. af det nystartede selskab Bet25, har TDC valgt at nedskrive investeringen med 146 mio. kr.

»Nedskrivningen tyder på, at alt langt fra går som planlagt,« siger Mortens Imsgard, senioranalytiker i Sydbank.

Han er overrasket over den store millionlussing på Bet25-investeringen, eftersom daværende TDC-topchef Carsten Dilling var fyr og flamme, da man i 2014 annoncerede indtoget på det hastigt voksende spillemarked.

»Vi er nu en underholdningsmaskine,« lød det igen og igen fra TDC-chefen, der blev smidt på porten af TDC-formand Vagn Sørensen i august sidste år.

Det danske marked for online sportsbetting er vokset med rekordfart til at blive et særdeles indbringende milliardmarked. Alene i 2015 spillede danskerne for 3,4 mia. kr. på nettet, hvor over 2 mia. kr. alene blev brugt på at vædde på diverse sportsgrene herunder fodbold, viser branchetal.

Vi har tilført nye penge i 2015, som man typisk vil gøre. Det har både vi og minoritetsaktionærerne gjort ud fra devisen, at vi ikke overkapitaliserede selskabet, dengang vi købte det.
Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC Group

Det er dog ikke penge, som er endt i Bet25- og TDC-kassen. I 2014 tabte Bet25 10,5 mio. kr. på bundlinjen, hvilket tvang ejerne til at poste nye millioner i selskabet, der bl.a. er hovedsponsor i fodboldklubben Brøndby.

Et skridt som bestyrelsesformand i Bet25, koncerndirektør i TDC Jens Aaløse, dog finder ganske naturligt.

»Vi har tilført nye penge i 2015, som man typisk vil gøre. Det har både vi og minoritetsaktionærerne gjort ud fra devisen, at vi ikke overkapitaliserede selskabet, dengang vi købte det,« siger Jens Aaløse.

Han ser ikke nedskrivningen på 146 mio. kr. som et problem. I stedet understreger topdirektøren i TDC, at man er meget tilfreds med Bet25-investeringen.

»Det går som planlagt,« siger Jens Aaløse.

Morten Imsgard fra Sydbank håber, at TDC får held med satsningen, men siger:

»Investeringen i Bet25 blev meget blæst op i starten. Siden har TDC-ledelsen ikke talt så meget om den, og det er vel et tegn på, at det ikke går så godt,« siger den erfarne TDC-analytiker.

Artiklens emner
Brøndby IF
Telmore