Ny direktør for statens olieselskab
Adm. direktør for Nordsøenheden, Peter Helmer Steen, trækker sig tilbage. Fra juni er Birgitta Jacobsen ny direktør.
Nordsøenheden, statens olieselskab, får ny direktør til sommer. Fra juni bliver Birgitta Jacobsen ny direktør, oplyser Nordsøenheden i en meddelelse fredag. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør i Energistyrelsen.
»Det er en stor og spændende opgave at videreføre statens deltagelse i olie- og gasindvinding fra dansk område. Der skal i den kommende tid træffes nogle afgørende beslutninger i forhold til at sikre en langsigtet udnyttelse af de danske olie- og gasressourcer. Jeg ser frem til at lede Nordsøfondens bidrag til, at den danske stat får mest muligt ud af den fremtidige indvinding til gavn for såvel statskassen som beskæftigelsen i sektoren,« siger Brigitta Jacobsen i meddelelsen.
Hun afløser den næsten legendariske oliemand Peter Helmer Steen, der har været i oliebranchen siden 1970’erne og direktør for Nordsøenheden siden 2005.
»Jeg ser mest mig selv som en, der kan se den samfundsmæssige værdi af olieindustrien i Danmark. Industrien bliver lidt nedprioriteret politisk i takt med den grønne omstilling. Det passer ikke rigtig overens med udviklingen og investeringerne i Nordsøen,« sagde Peter Helmer Steen i et portræt i anledning af sin 70 fødselsdag.
Den kommende direktør er cand. oecon, MSc i Oil and Gas Management og har 15 års erfaring fra centraladministrationen. Bestyrelsesformand Henrik Normann ser frem til at kunne byde den ny direktør velkommen:
»I Birgitta Jacobsen har vi fundet den helt rette leder med et unikt indblik i både olie- og gasbranchen og den regulatoriske ramme, som sektoren arbejder i. Hun vil på kompetent vis kunne drive Nordsøfonden videre og sikre en aktiv og professionel deltagelse i olie- og gaslicenserne. Nordsøfonden har en helt særlig rolle at spille i det videre arbejde med, at vi også i fremtiden får mest mulig værdi ud af undergrunden. Vi mener, at Birgitta Jacobsen er den rette til at stå i spidsen for dette arbejde,« siger Henrik Normann i meddelelsen
Peter Helmer Steen fortsætter som konsulent året ud.


