Kopenhagen Fur får ny direktør
Irma's kædechef Jesper Uggerhøj bliver ny direktør i Kopenhagen Fur.
Irmas adm. direktør Jesper Uggerhøj bliver ny direktør i Kopenhagen Fur 1. april, når den tidligere direktør Torben Nielsen går på pension.
Det fremgår af en meddelelse fra Kopenhagen Fur.
»Jesper har både en solid erfaring med international afsætning, og så har han jo også - med mange års ansættelse i Arla Foods - været i en landmandsejet andelsvirksomhed før,« udtaler Tage Pedersen, formand for bestyrelsen i Kopenhagen Fur i meddelelsen.
Jesper Uggerhøj har hovedsageligt en karriere inden for detailhandel og fødevarer. Han har siddet som kædedirektør for Irma siden 2012. Før det har han bl.a. været ansat som adm. direktør hos Premier Is og Løgismose. Han har også været senior vice president hos Toms Gruppen. Han har i begyndelsen af karrieren også været ansat ved Arla.
Jesper Uggerhøj glæder sig til at begynde arbejdet med pelsdyr og pelse hos Kopenhagen Fur.
»Virksomheden har i tæt samarbejde med de danske pelsdyravlere skabt imponerende resultater på de internationale markeder de senere år og indtager i dag en global førerposition. Den position ser jeg frem til fortsat at kunne udvikle i tæt samarbejde med pelsdyravlerne og de mange dygtige medarbejdere i Kopenhagen Fur,« siger Jesper Uggerhøj.
Coop meddeler, at koncerndirektør Gregers Wedell-Weddellsborg overtager ansvaret for Irma indtil, at detailkoncernen har fundet en afløser for Jesper Uggerhøj.
»Det er ærgerligt, at Jesper forlader Irma og Coop midt i denne spændende periode, men man kan og skal ikke holde dygtige ledere fra at indfri og udvikle deres potentiale og drømme,« udtaler adm. direktør Peter Høgsted fra Coop, der udover Irma også bl.a. driver Kvickly og Brugsen-butikkerne.

