Fortsæt til indhold

Søstrene Grene tager hul på sin største satsning nogensinde

Søstrene Grene har rundet en milliard i omsætning. Fredag går startskuddet til ny offensiv - og en masse nye butikker.

Erhverv

Den danske butikskæde Søstrene Grene gør nu alvor af planerne om at indtage det engelske marked.

Fredag åbner Søstrene Grene sin første butik i Nottingham i det nordlige England og tager dermed hul på en kæmpesatsning, der skal føre til 150 engelske butikker i løbet af de næste fem-syv år.

Det fortæller adm. direktør Mikkel Grene, der sammen med sin bror Cresten Grene ejer og driver den aarhusianske virksomhed.

»Vi har store forventninger til England, der kan blive en potentiel vækstmotor for os og et af vores største markeder,« siger Mikkel Grene.

Indtil videre har han allieret sig med en enkelt engelsk franchisepartner, men er på jagt efter flere, som kan hjælpe ekspansionen på vej. En succesfuld offensiv i England kan sende Søstrene Grene mod nye højder, mener han.

»Englænderne er et købestærkt publikum, der har mange ting i deres hjem, og som bruger megen tid indendørs. Og så er der mange spændende byer i England. Vi er allerede i kontakt med store institutionelle udlejere og butikscentre,« siger Mikkel Grene.

Kunderne har stået i kø, når Søstrene Grene har lanceret nye kollektioner. Her på Strøget i Aarhus.

Butikken i Nottingham er nummer 104 i Søstrene Grene-imperiet, der vokser eksplosivt. Fra april åbner Søstrene Grene to butikker om ugen, og væksten giver direkte udslag.

Således har omsætningen i butikkerne rundet en milliard kroner årligt, fortæller Mikkel Grene. Bundlinjen, der senest viste et rekordstort plus på 34,5 mio. kr., bliver »løftet pænt« i indeværende regnskabsår, der slutter ved udgangen af april.

Vi er næsten færdige med Danmark, men åbner også lidt flere butikker herhjemme.
Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene.

Med fødderne solidt plantet i Aarhus har Mikkel Grene og brormand valgt at accelerere antallet af butikker på en række markeder. Til foråret åbner Søstrene Grene sin første butik i Tyskland, og der er planer om kraftig ekspansion i bl.a. Frankrig, Irland og Holland.

»Vi er næsten færdige med Danmark, men åbner også lidt flere butikker herhjemme,« siger Mikkel Grene, der ikke har planer om at hive medejere ind i virksomheden for at finansiere vækstplanerne.

»Vi vil blive ved med at være familieejet og familieledet. Det giver os mulighed for at drive virksomheden ud fra de værdier og den kultur, vi værner om,« siger Mikkel Grene.

Artiklens emner
Søstrene Grene
Mikkel Grene