De ansatte i Reebook skal være "bedre mennesker"
1.100 medarbejdere må finde sig i nye forhold på arbejdspladsen.
Sportsudstyrskoncernen Reebok ser store muligheder for sine ansatte, som skal hjælpes til at blive ”bedre mennesker”.
Det sker ved et forbud mod sodavands- og chokoladebarsautomater på hovedkontoret i Canton Massachusetts i USA, hvor der er 1.100 ansatte.
Vicechef for markedsføring Yan Martin beretter, at fitness er vejen til at blive et bedre menneske, og yderligere bliver det fremhævet, at de ansatte ikke længere vil få mulighed for at købe friturestegt mad eller hvidt brød og pasta på arbejdspladsen.
I 2015 lancerede Reebok sin kampagne Be More Human, hvilket er rettet direkte mod fitness-folket og undergrupper som crossfit og løb.
Reeboks trekantede logo blev i 2006 indlemmet i den tyske Adidas-familie, da selskabet blev opkøbt for 3,8 mia. dollar, svarende til 25 mia. kr. Den tyske moderkoncern Adidas er i højere grad rettet mod forskellige sportsgrupper, hvor fodbold udgør en stor andel.
Dagligdagen hos Reeboks ansatte kan dermed blive spydspids for Reeboks positionering i markedet. Moderkoncernen Adidas har tidligere berettet, at Reeboks repositionering har taget for lang tid, og det skal ændres med et ensidigt fokus på fitness og træning. Den tyske moderkoncern vurderer, at dette segment bliver afgørende i sportsudstyrsverdenen.
Analytiker Paul Swinand fra Morning Star fortæller til Yahoo Finance, at Reebok havde en salgsvækst på 5,4 pct. i fjerde kvartal af 2015 i fjor i forhold til samme kvartal i fjor, og at væksten er forbedret - men stadig ikke er god nok.
Analytikeren nævner, at der skal større fokus til med lukning af butikker og flere sponsoraftaler såsom aftalerne med CrossFit og den ultimative kampsport UFC.

