Legoklodser skal få Obama til at købe dansk
Danske virksomheder som Kamstrup-koncernen inden for vandteknologi vil samlet fordoble eksporten de kommende år. Og de satser hårdt på at få del i amerikanske milliard-investeringer.
20.000 Lego-klodser skal ifølge en række danske virksomheder få den amerikanske præsident Barack Obama til at vælge en dansk løsning.
På tirsdag gennemføres et såkaldt vandtopmøde i Det Hvide Hus, Washington. Der vil en gruppe af danske virksomheder og rådgivere inden for vandteknologi byde sig til. Det sker samtidig med, at den danske branche har udstukket en ambition om at fordoble eksporten frem til 2015 og skabe mindst 4.000 nye arbejdspladser.
De kommende år skal der formentlig investeres betydelige milliarder i at nedbringe amerikanernes vand- og energiforbrug. Derfor gennemføres et vandtopmøde, ”Moonshot for Water”, på tirsdag, hvor en række løsninger skal præsenteres for præsident Barack Obama og 200 beslutningstagere.
Danmark er en af kun 10 udvalgte udstillere, og vi vise sig løsninger frem gennem en komplet by opbygget af 20.000 Legoklodser - og med bl.a. en 1,5 meter høj skyskraber, en vandforsyning, spildevandsanlæg og en svævende helikopter.
Blandt de deltagende virksomheder er Kamstrup, som ligger i Stilling mellem Skanderborg og Aarhus. Her fra er senior vice president Jesper Kjelds med i Washington i næste uge. Han siger i en pressemeddelelse om fremstødet:
»En reduktion af USA’s vandforbrug på 33 procent eller mere er bestemt realistisk med kendt teknologi. Med et intelligent vandnetværk er det muligt at reducere vandspild i nettet, optimere ressourceudnyttelsen og gøre det muligt for forbrugere og virksomheder at reducere energi og vandforbrug, uden at det går ud over hverken komfort eller økonomisk vækst.«
Med i Lego-præsentationen er 12 af Danmarks virksomheder, rådgivere og interesseorganisationer inden for vandteknologi. Den danske deltagelse i vandtopmødet er blevet til i et samspil mellem Miljø- og Fødevareministeriet samt ambassaden i Washington.

