Nordjysk fiskefabrik trækker millioner i land
FF Skagen, der afsætter fiskemel og -olie på de globale markeder, kom ud af 2015 med rekordresultat.
Både nye markeder og produkter samt flere kunder sætter ny fart i fiskemelsfabrikken FF Skagen. Den har eksport til 60 lande og forventer at vokse endnu mere i salget.
Selskabet har netop præsenteret tal for 2015. De viser en omsætning på 2 mia. kr. samt et overskud før skat på 121 mio. kr., mens egenkapitalen er vokset til 264 mio.kr.
I følge formanden for selskabet, fiskeskipper Jens A. Borup, kan fremgangen især tillægges et intenst salgsarbejde samt gode priser globalt på fiskemel og -olie. Formanden udtaler samtidig i en meddelelse:
»Dertil kommer en pæn omsætning til minkindustrien, der i samspil med fremgangen i øvrigt har gjort det muligt at give gode afregningspriser til vore leverandører.«
Selskabet har produktion i både Skagen og Hanstholm, hvor der nu investeres i at sikre ny vækst. Fabrikken i Skagen renoveres for 70 mio. kr. og der investeres for 25 mio. kr. i Hanstholm.
»De investeringer vil resultere i yderligere styrkelse af vore produkters kvalitet, foruden betydelige energibesparelser samt miljøforbedringer,« udtaler Jens A. Borup, efter selskabets generalforsamling. Han understreger samtidig, at indsatsen med at etablere nye markeder for afsætningen fortsætter.
FF Skagen A/S er også med en andel på 40 pct. netop blevet medejer af et nyt selskab, som arbejder med transport af fisk og fiskeprodukter i Danmark, Sverige, Tyskland og Polen. Det sker under navnet Rygaard Fisketransport A/S.

