Fortsæt til indhold

Leicesters titelkurs er godt nyt for thailandsk milliardærejer

Den thailandske milliardær og ejer af fodboldklubben Leicester City, Vichai Srivaddhanaprabha, ser ud til at have gjort en god handel.

Erhverv
Aktiefokus

Historien bag den britiske Premier League-klub Leicester Citys usandsynlige opstigning til toppen af en af de rigeste fodboldligaer i verden startede i marts sidste år, hvor holdet lå på sidstepladsen i Premier League med risiko for nedrykning.

Men kampen efter blev vundet, og sidenhen er det kun gået fremad. Det skriver Bloomberg News, som fremhæver, at succesen har beriget ejerne af klubben, som nu er vurderet til at være otte gange så meget værd, som den thailandske milliardær Vichai Srivaddhanaprabha betalt for klubben for seks år siden.

Leicesters titelkurs er kommet uden nogen rationel forklaring på, hvorfor lavbudgetsholdet har kunnet vinde 26 af de seneste 40 kampe i den bedste liga i England, hvor holdet nu har kurs mod titlen samt en plads i den økonomisk vigtige Champions League.

Milan Mandaric, som solgte klubben til Srivaddhanaprabha i 2010 for 40 mio. pund svarende til 382 mio. kr., vurderer, at den er mere værd, end han fik. Mandaric, som er en erfaren fodboldklubinvestor, der har ejet både Portsmouth og Sheffield Wednesday, vurderer, at klubben kan være helt op til 300 mio. pund værd i dag svarende til knap 3 mia. kr. eller mere end en ottedobling af prisen.

Det vil ifølge Forbes gøre klubben til en top 20-klub på globalt plan.

Sidste år, hvor det blev til en 14. plads, genererede klubben indtægter for 104 mio. pund, hvoraf 72 mio. pund kom fra senderettighederne. Det gav et overskud på 26 mio. pund. Sidste års vinder, Chelsea, fik cirka 99 mio. pund.

Hvis klubben holder en plads blandt de fire bedste hold og dermed sikrer sig en plads i Champions League, så er der udsigt til 25 mio. pund.

Udsigten til indtægtsfremgangen kommer heldigvis for ejerne samtidig med, at udgifterne er holdt nede. Lønningerne til spillerne, som indtil denne sæson har været relativt ukendte omrejsende fodboldspillere, tjener peanuts i forhold til ligaens stjerner.

Leicester betalte sidste år hele spillertruppen 57,4 mio. pund, hvilket er i omegnen af en fjerdedel af, hvad sidste års titelvindere fra Chelsea betalte.

Artiklens emner
Leicester City