Fra kælderrum og underskud til fordoblet omsætning og udlandsplaner
Det Aarhus-baserede oplevelsesfirma DuGlemmerDetAldrig fordoblede omsætningen i 2015 og vil gøre det samme i år.
For et år siden stod DuGlemmerDetAldrig med et underskud på knap en mio. kr.
Dermed kunne fremtiden have set usikker ud for det unge firma, der lever af at sælge oplevelser, når omsætningen samtidig kun lå på 3,2 mio. kr.
Men i stedet lykkedes det firmaet at indføre en ny strategi, så 2015 blev året, da det unge firma mere end fordoblede omsætningen til 7,2 mio. kr., fik et lille overskud og gik fra 4 til nu 14 ansatte.
»Nu føler vi, at vi har fundet ud af, hvad vi skal satse på. I slutningen af 2014 fandt vi ud af, at man stadig skulle kunne bestille gaver, men også booke direkte hos os, så kunden kan ordne alt i forbindelse med oplevelsen hos os,« siger Lasse Kjær, medstifter og direktør af DuGlemmerDetAldrig.
Udviklingen i fjor har også fået selskabet til at kigge positivt på 2016, hvor målet således er en fordobling af omsætningen igen. Den målsætning ser ud til at blive indfriet, efter selskabet i årets første tre måneder er vokset med 170 pct. i forhold til i fjor.
Med virksomhedens nye fokus på at kunne fungere som bookingcenter for folk, der køber oplevelser til sig selv, udover at være gaveportal, mener man at have fundet den niche, der skal bære virksomheden fremad.
»Vi har meget store ambitioner med virksomheden. Vi har skabt en forretningsmodel, der er levedygtig, og hvor vi med et skalerbart og fokuseret setup kan håndtere salg og bookinger af titusindvis af oplevelser om året,« siger Lasse Kjær.
Det nye fokus har også givet overskud til allerede at ekspandere i udlandet. Den første jobsamtale om en ny stilling i Norge er allerede afholdt, og planerne rækker videre endnu.
»Vi har ikke fastlagt rækkefølgen, men der skal helt sikkert åbnes i flere lande, forhåbentligt også inden for de næste 12 måneder. Der findes jo også oplevelsesgaver i andre lande, men ikke som samlet portal ligesom os. Så hele Norden og store dele af Europa er interessant for os,« siger Lasse Kjær.
Danmark er dog stadig hovedfokus for virksomheden, der begyndte sine dage i kælderlokaler hos medejervirksomheden Novicell.
»Der er et kæmpestort marked endnu. Vi føler ikke, vi har ramt loftet. Der er i hvert fald tre store konkurrenter, som vi estimerer til at ligge omkring 100 mio. kr. i omsætning, og det kan vi sagtens nå,« siger Lasse Kjær.



