Fortsæt til indhold

Det Faglige Hus satser på ejendomsprojekter for medlemmernes penge

Professor undrer sig over ejendomsinvesteringer i Det Faglige Hus. Landsformand Johnny Nim afviser at have gjort noget forkert.

Erhverv

Fagforbundet Det Faglige Hus i Esbjerg har kastet sig ud i millioninvesteringer i bl.a. ejendomsbranchen med medlemmernes penge.

Det viser oplysninger fra regnskaber, tinglysningen og Erhvervsstyrelsens ejerregister.

I oktober overtog Det Faglige Hus selskabet Søby Marina Park ApS, der har køb og salg af fast ejendom som formål, og som ejer en stribe helårsgrunde på Ærø.

Og senest har Det Faglige Hus købt Gjerrild Nordstrand ApS, der er et projektudviklingsselskab med et større antal sommerhusgrunde i Gjerrild Nordstrand ved Grenaa.

Professor med speciale i foreningsret Ole Hasselbalch fra Aarhus Universitet undrer sig over investeringerne, fordi det ifølge ham er svært at se, hvordan det stemmer overens med formålet i de tre fagforeninger, som er samlet under Det Faglige Hus (Funktionærkartellet/Teknikersammenslutningen, Fagforening Danmark og 2B Bedst og Billigst).

»Hvis bestyrelsen begynder at investere penge i noget, der ikke falder inden for foreningsformålet, så ifalder man ansvar for de medlemmer, der måtte mene, at foreningen er gået for vidt i sine aktiviteter,« siger Ole Hasselbalch.

Ingen af de tre foreningers formålsparagraffer nævner handel eller investering men fokuserer på mere traditionelle formål for fagforeninger som at repræsentere medlemmerne over for arbejdsgiverne eller at sikre medlemmerne efteruddannelse.

Dog har den ene af foreningerne som en del af sit formål at »sikre - evt. gennem ejerskab eller egen drift - at medlemmerne får adgang til de bedst mulige tilbud inden for forsikring og medlemsshoppen m.v.«

Jeg erkender, at det for en umiddelbar betragtning og uden kendskab til baggrunden for den nuværende ejermæssige situation kan ligne en utidig sammenblanding, og den situation havde jeg helst været foruden.
Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus

Fagforeningerne under Det Faglige Hus ejer nu en håndfuld selskaber, der i de senest offentliggjorte regnskaber alle havde negativ egenkapital og primært beskæftigede sig med ejendomme.

Men fagforeningerne ejer også aktier i en håndboldklub og en ishockeyklub, ligesom de ejer to selskaber inden for forsikringsformidling sammen med Det Faglige Hus' landsformand Johnny Nim gennem hans personlige holdingselskab.

»Jeg erkender, at det for en umiddelbar betragtning og uden kendskab til baggrunden for den nuværende ejermæssige situation kan ligne en utidig sammenblanding, og den situation havde jeg helst været foruden,« oplyser han.

Baggrunden var ifølge Johnny Nim bl.a. et dødsfald i den tidligere ejerkreds, der gjorde, at han og Det Faglige Hus måtte overtage aktierne for at sikre potentialet i en allerede foretaget investering.

Formanden for Det Faglige Hus, Johnny Nim, mener, at fagforeningerne gør en god investering i at købe byggegrunde for at opføre ferieboliger til medlemmerne.

Johnny Nim ser intet forkert i Det Faglige Hus' investeringer.

Aktieposterne i ishockey- og håndboldklubben betragter han som »sponsorater, som giver masser af goodwill hos medlemmerne«.

Og købet af projektudviklingsselskaberne Gjerrild Nordstrand ApS og Søby Marina Park er ligeledes foretaget af hensyn til medlemmerne.

»Når man taler med bankerne, vil de jo helst ikke have ens penge stående. Det er ikke interessant for dem, og nogle steder skal man betale for at have dem stående. Her har der så været nogle oplagte investeringer, som også er til gavn for vores medlemmer,« siger Johnny Nim.

Han fortæller, at Det Faglige Hus vil opføre ferieboliger til medlemmerne på Ærø. Fagforeningen har allerede opført sommerhuse på nogle af grundene i Gjerrild Nordstrand og er i gang med opføre sommerhuse på endnu flere.

»Formålet er at bygge noget til vores medlemmer, og jeg kan sige allerede nu, at nogle af dem har givet udtryk for, at de er interesseret i at købe. Og kan vi få vores medlemmers penge til at yngle, så er vi meget tilfredse med det. Det er derfor, vi laver fornuftige overskud. Vi er rimeligt dygtige til at forvalte medlemmernes penge,« siger Johnny Nim.

Der er tale om grunde, som tidligere blev solgt for 600-700.000 kr. per styk, men som vi har fået for en slik. Så det er det, jeg kalder rettidig omhu.
Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus

Det Faglige Hus offentliggør ikke regnskaber, men det oplyser, at dets fagforeninger og a-kasse sidste år havde et overskud på 25,3 mio. kr., og at medlemsskaren nu tæller 111.500 personer.

Johnny Nim fortæller, at sommerhusene bliver lejet ud til medlemmerne, og de er gået som varmt brød.

Så når I investerer i ejendomsprojekter, så er det udelukkende med henblik på at stille sommerhuse til rådighed for jeres medlemmer?

»Ja, helt bestemt, for vi må ikke drive virksomhed på den måde. Det skal gå til vores medlemmer og ikke spor andet, og for mig er det en 100 gange bedre investering end at sætte pengene i banken. Der er tale om grunde, som tidligere blev solgt for 600-700.000 kr. per styk, men som vi har fået for en slik. Så det er det, jeg kalder rettidig omhu.«

Da Det Faglige Hus overtog selskabet Søby Marina Park ApS, indeholdt det ifølge den ene af sælgerne, Kaj Nøttrup, ni af de oprindeligt 11 grunde, som han sammen med en forretningspartner udstykkede fra et stykke jord, de havde købt af kommunen i 2006.

Men selv om interessen indledningsvis var stor, så lykkedes kun at sælge to grunde, inden de solgte hele projektselskabet til Det Faglige Hus sidste år.

»Vi havde igennem længere tid været på udkig efter nogen, der kunne løfte projektet, for vi havde ikke selv mod på at begynde at bygge, hvis der ikke var en køber i den anden ende,« fortæller han.

Landsformand Johnny Nim påpeger, at alle ejendomsinvesteringer er besluttet af hovedbestyrelsen, ligesom han mener, de er i overensstemmelse med foreningernes vedtægter:

»Investeringerne sikrer såvel attraktive ferietilbud til vores medlemmer som foreningernes og dermed medlemmernes økonomiske interesse. Vores hidtidige ejendomsinvesteringer har ved salg givet et afkast, der står mål med andre investeringsformer, ikke mindst sammenlignet med indeståendet i et pengeinstitut,« oplyser han.

Artiklens emner
Det Faglige Hus
Ole Hasselbalch