Fortsæt til indhold

Kinas største rederi tabte 6,5 pct. på indtjeningen

Det statsejede kinesiske containerrederi Cosco havde et fald i indtjeningen på 6,5 pct. i 2015. Det oplyste rederiet tirsdag.

Erhverv
Ritzau Finans

Coscos indtjening dalede til 336 mio. Hongkong-dollar i 2015. Årsagen er en cocktail af træg efterspørgsel og stigende konkurrence.

Omsætningen faldt samtidig med 21 pct. til 6 mia. Hongkong-dollar. Her er tilbagegangen primært drevet af faldet i prisen på råolie, der smittede negativt af på rederiets skibsbrændstof-forretning.

Der var dog også enkelte lyspunkter for containerrederiet sidste år, idet dets bruttomargin steg til 11,5 pct. fra 10,6 pct. i 2014.

Fremtidsperspektivet er imidlertid ikke alt for muntert for det statsejede selskab.

- Ser man fremad i 2016, vil den globale økonomi opleve en øget tilpasning med træg genopretning. Væksten i den internationale handel ventes at afmatte, og de finansielle markeder og råvaremarkederne forventes at være volatile. Det globale skibsfartsmarked vil blive ved med at være presset, sagde Coscos administrerende direktør, Liu Xianghao, i forbindelse med regnskabet.

I onsdagens handel faldt Cosco-aktien med 0,8 pct. til 3,88 Hongkong-dollar.

Artiklens emner
Cosco