Underskuddet vokser hos fagbevægelsens medier
Avisen.dk, der driver LO-medierne Ugebrevet A4 og Avisen.dk, øger underskuddet før skat i et år, hvor annoncesalget ikke levede op til forventningerne.
Det koster stadig millioner for LO at eje sine egne medier om arbejdsmarked og velfærd.
Avisen.dk Aps, der driver fagbevægelsens medier, Ugebrevet A4 og gratismediet Avisen.dk, øgede sidste år underskuddet før skat fra 7,9 mio. kr. til 8,3 mio. kr.
I alt har selskabet tabt 39 mio. kr. efter skat over de seneste syv år.
»På trods af stigende trafik har annoncesalget ikke helt levet op til forventningerne,« skriver ledelsen i regnskabet og forklarer videre, at annoncepriserne dels er faldet og desuden er en større del af trafikken rykket over på mobile platforme, hvor annoncepriserne typisk er lavere end på desktop.
Ledelsen forventer stigende annoncesalg i 2016.
Avisen.dk er halvt ejet fagbevægelsens selskab A-Pressen og af Freeway Holding, der også ejer bl.a. Dating.dk.
50/50-ejerskabet gør det muligt for Avisen.dk og Ugebrevet A4, der tidligere var helejet af LO men blev lagt ind i det delejede selskab i 2013, at modtage mediestøtte. Støtten gives nemlig ikke til medier der er helejet af faglige organisationer.
Freeway har dog været holdt ude af de seneste års økonomiske tab, der alene er dækket af A-Pressen.
Selskabet har, skriver det, brugt mange kræfter i løbet af året på at sammensmelte redaktionerne bag de to medier. En øvelse, der skal øge trafikken og styrke medierne redaktionelt og økonomisk.
Begge beskæftiger de sig - overordnet - med arbejdsmarkedsstof, men med forskellige profiler: Ugebrevet A4 henvender sig primært til beslutningstagere og fagfolk, mens Avisen.dk retter sig mod almindelige lønmodtagere og også bringer mere generiske nyheder og livsstilsstof.
Selvom det at kunne sætte sin egen dagsorden har kostet LO millioner gennem årene, har fagbevægelsen fastholdt, at prioriteringen giver værdi.
Tidligere på året, i forbindelse med at selskabets adm. direktør og chefredaktør Rasmus Emborg sagde op for at springe til dagbladet Børsen, udtalte Avisen.dk's bestyrelsesformand, Arne Grevsen der næstformand i LO, til MediaWatch, at der - trods underskud - var kommet styr på selskabets udgifter. Og at LO fortsat bakkede op om medierne.
»Avisen.dk og Ugebrevet A4 har helt klart værdi for fagbevægelsen, og den vil jeg værne om og passe på, så den kan udvikle sig,« sagde han.
Hvem der bliver ny adm. direktør og chefredaktør i selskabet, er endnu ikke offentliggjort.