Fortsæt til indhold

Waoo: Endelig et overskud, men det er snart væk

For første gang har fiberbredbåndsselskabet Waoo givet overskud, men ledelsen forventer nyt minus i år.

Erhverv

Waoo har i deres regnskab for 2015 kunnet præsentere selskabets første overskud nogensinde.

Overskuddet lyder på 11,4 mio. kr. før skat og er kombineret med en fremgang i omsætningen på 40 mio. kr.

Selskabets adm. direktør, Jørgen Steensgaard, er ganske tilfreds med regnskabet. De sorte tal går nemlig imod selskabets egne forventninger, der lå på et underskud på 22,6 mio. kr.

»Særligt det forhold, at vi har været i stand til at udvide kundebasen og samtidig øge indtjeningen pr. kunde, er overordentligt tilfredsstillende,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Fiberbredbåndsselskabet har fordoblet sin omsætning siden 2011 til nu 464 mio. kr. Men det har omvendt knebet gevaldigt med overskuddet. Og selvom Waoo altså fik et overraskende overskud i fjor, forventer selskabet atter engang et underskud for 2016. Denne gang på 25 mio. kr.

Alligevel er Jørgen Steensgaard optimistisk for fremtiden.

»Vi sidder på fremtidens forbindelse – et fiberbredbånd, der er second to none, og med større og større fokus på streaming og andre ydelser via nettet har vi de bedst mulige forudsætninger for at skabe en fremragende forretning,« siger han.

Selskabet giver skarp konkurrence på bredbåndsområdet skylden for, at det kniber med overskuddene. Men i 2015 blev Waoo også påvirket af at blandt andet energiselskabet SE forlod partnerkredsen.

»Frafaldet af partnere var selvfølgelig ikke optimalt – specielt ikke på et marked, hvor volumen er et væsentligt parameter. Men vi har hele tiden haft fokus på at optimere forretningen og indgå nye partnerskaber. Det er lykkedes, og det vil også være vores primære opgaver for forretningen de kommende år. Vi har meget mere at tilbyde,« siger Jørgen Steensgaard.

Blandt de nye partnerskaber som Waoo har indgået, er en aftale med Global Connect om at levere fiberbredbånd til Bornholm.

Artiklens emner
Waoo!