Coop Bank har fået 29.500 flere kunder
Coop Bank har oplevet stor kundevækst, og trods minus på bundlinjen ser bankens direktør lyst på fremtiden.
Den forholdsvis unge Coop Bank oplevede stor kundevækst i 2015. Antallet af kunder voksede med 50 pct. sidste år og nåede ved årets udgang således op på 59.000.
Det viser regnskabet fra banken, der blev stiftet i begyndelsen af maj 2013.
I Coop Bank er adm. direktør Allan Nørholm tilfreds med kundevæksten.
»Kundevæksten i Coop Bank vidner om, at der er en helt naturlig plads til os i markedet. Opstarten af banken har som forventet været hårdt arbejde, men nu har vi fået det gennembrud på både kunde- og udlånssiden, som gør, at vi ser lyst på fremtiden,« siger han.
I begyndelsen af det nye år har banken særligt fået gang i udlånene, som også har set vækst.
Banken har bl.a. sænket renterne på forbrugslån. Nu kan bankens kunder låne til en rente på enten 5,59 pct. eller 9,95 pct. uden at skulle stille sikkerhed og uden gebyr.
Lånene er faldet i god jord hos bankens kunder, fortæller Allan Nørholm.
»Vi har oplevet stor interesse og en god modtagelse af det, vi kalder Coop Lån, som er blandt Danmarks billigste lån uden sikkerhed,« siger han.
Coop Bank kom dog ud af 2015 med et resultat i minus. Således havde banken et minus på 51,4 mio. kr. i 2015. Men det er en forbedring mod 2014's resultat, der endte med et minus på 61,9 mio. kr., og 2015-resultatet er ifølge Allan Nørholm et bedre resultat end forventet.
Banken har i øvrigt foretaget nedskrivninger på 9,3 mio. kr. i 2015 mod nedskrivninger på 11,4 mio. kr. i 2014.
Coop Bank er ejet af Coop amba, der er moderselskabet i Coop-koncernen. Og Coops formand Lasse Bolander, der desuden sidder i Coop Banks bestyrelse, er også tilfreds med resultaterne.
»Jeg er glad for den udvikling, Coop bank er inde i. Vi kan se, at et stigende antal Coop-medlemmer benytter sig af bankens tilbud,« siger han.
Coop Bank skriver i deres årsrapport, at bankens fokus i 2015 har været at tiltrække flere kunder til banken, samt at »repræsentere flere og bredere anvendelsesmuligheder af banken og bidrage til at øge medlemmernes loyalitet over for Coops butikker.«
I 2016 vil banken fortsætte med at forsøge at øge udlån til eksisterende kunder samt at målrette tilbud til nye kunder.

