Fortsæt til indhold

Efter 260 år: Klasselotteriet lancerer nyt spil

Med udgangspunkt i delekonceptet lancerer Klasselotteriet et nyt spil, der skal udfordre et marked baseret på online kasino og væddemål.

Erhverv

Klasselotteriet vil satse på et nyt aspekt i spilverdenen, når lotteriet til efteråret lancerer et nyt spil for første gang i 260 år.

Spillet Nabolotteriet kommer nemlig til at tage udgangspunkt i delekonceptet.

Kort fortalt går spillet ud på, at der er en hovedgevinst til vinderen og en gevinst, der deles med vinderens naboer eller andre spillere i nærheden.

Det danske spilmarked er i stor vækst, fortæller direktør i Klasselotteriet, Elisabeth Rask Jørgensen.

Og selv om lotteriet også vokser, er det nye spil et forsøg på at etablere det gamle lotteri som mere moderne og udfordre et marked, der bliver mere teknologisk.

»Det er i høj grad online kasino og væddemål, der er populært lige nu. Men vores nye spil tager udgangspunkt i en dynamisk teknologi, som, håber vi, vil appellere til danskerne,« siger hun.

Det nye spil tager bl.a. udgangspunkt i en teknologi, der baserer sig på brugen af geotags.

Og særligt teknologien er vigtig, for den skal være et udtryk for den digitalisering og modernisering, som Klasselotteriet gerne vil gennemgå, og som hele branchen gennemgår.

»Det er et meget konkurrencepræget marked, vi befinder os på. Vi håber på, at vi kan tilbyde noget nyt og anderledes, og at folk får en aha-oplevelse, når de spiller og indser, at Klasselotteriet faktisk også kan være med på dupperne,« siger Elisabeth Rask Jørgensen.

Og aha-oplevelsen skal altså findes i konceptet om at dele en ekstra gevinst.

Elisabeth Rask Jørgensen tror, at det vil appellere til flere danskere. Konceptet om at dele er meget oppe i tiden, mener hun. Og tilsat banebrydende teknologi håber lotteriet på, at det er et spil, som mange danskere vil få glæde af.

»Fra vores mange vindere ved vi, at vi danskere har et stort ønske om at dele vores glæde med andre. Vi oplever, at vinderne har en høj grad af fællesskabsfølelse og social samhørighed. Samtidig ved vi, at jo nemmere det er at spille med, desto flere gør det,« siger hun.

Artiklens emner
Det Danske Klasselotteri