Fortsæt til indhold

»Det er helt sort, at vi brandbeskatter grøn energi«

Dansk Energi langer ud efter de seneste tre års regeringer, der har spændt ben for et grønt paradigmeskift ved at brandbeskatte elkunder. 59 pct. af elregningen ender i dag i statskassen som afgifter og moms.

Erhverv

Når elkunder i dag betaler den årlige strømregning, ender 59 pct. af beløbet i statskassen som afgifter og moms.

Dansk Energi, talerør for Danmarks energiselskaber, ser brandbeskatningen som den største forhindring for en markant stigning i forbruget af grøn strøm, som et politisk flertal jagter med den grønne energiaftale fra 2012.

»Alle er enige om, at der skal ske noget. Alligevel har vi under skiftende regeringer nu ventet i snart tre år på en analyse af vores energiafgifter. I mellemtiden er vores el blevet endnu grønnere, og CO2-indholdet i el er rekordlavt. Derfor er det helt sort, at vi brandbeskatter den energiform, der kan erstatte de fossile brændsler,« siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Det er ikke kun energidirektøren, der finder afgiftspolitikken på energiområdet hovedrystende.

I en undersøgelse gennemført af Userneeds i januar svarede 80 pct. af de adspurgte, at el ikke bør beskattes hårdere end benzin.

Alligevel er virkeligheden, at el er suverænt den energiform, der er hårdest ramt af afgifter.

At politikerne og den nuværende klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) overhovedet slipper af sted med brandbeskatningen, uden at elkunderne raser, skyldes ifølge Dansk Energi ene og alene, at danskerne simpelthen ikke kender til den skyhøje beskatning af el.

»59 pct. af danskernes elregning går til statskassen på grund af skatter og afgifter, men det er de færreste, der er klar over det,« siger Lars Aagaard med henvisning til Userneeds-undersøgelsen, der viser, at blot hver fjerde dansker ved, at el beskattes hårdere end benzin, diesel og fyringsolie.

Mens energibranchen spændt venter på de lovede afgifts- og tilskudsanalyser, afvikler Dansk Energi onsdag en konference, hvor indbudte eksperter og politikere får mulighed for at give deres bud på, hvordan de fremtidige energiafgifter skal skrues sammen.

»Jeg mener, at der skal laves anskrig nu, så vores skattepolitik ikke modarbejder de mål, vi har for energi- og klimapolitikken. Det er tilfældet i dag,« siger Lars Aagaard.

Virksomheder og private betalte sidste år 41,1 mia. kr. i energiafgifter og grøn elafgift, viser tal fra Skatteministeriet og Energinet.dk.

Artiklens emner
Dansk Energi
Lars Christian Lilleholt