Fortsæt til indhold

Nu mangler Skat at inddrive gæld for 82,7 mia. kr.

Det udskældte it-system EFI bliver måske udskiftet allerede i begyndelsen af næste år.

Erhverv

Skats massive problemer med inddrivelse af gæld betyder, at restancerne til det offentlige fortsætter med at stige.

Ved udgangen af fjerde kvartal 2015 var danskernes gæld til det offentlige steget til 82,7 mia. kr. Det er 4,6 mia. kr. mere end kvartalet før.

Tallene fremgår af den seneste kvartalsredegørelse fra Skat, som netop er sendt til Folketingets skatteudvalg.

Det opgjorte beløb er dog langt fra det beløb, som reelt kan inddrives. Det skyldes, at der eksempelvis ikke tages højde for, at nogle af gældsposterne ikke kan inddrives, f.eks. fordi skyldneren har en meget lav indkomst.

Fjerde kvartal 2015 var det første hele kvartal, hvor det skandaleramte inddrivelsessystem EFI har været sat i bero. På baggrund af en delrapport fra Kammeradvokaten valgte Skat i september i fjor at stoppe al automatisk gældsinddrivelse gennem EFI-systemet.

Det skete, fordi systemet havde opkrævet gæld, der egentlig var forældet. F.eks. har Skat via systemet tilbageholdt løn fra danskere, som ikke længere skyldte penge til Skat.

Konsekvensen er, at al inddrivelse af offentlige restancer nu foregår manuelt. Det er en af grundene til, at inddrivelsen ligger på kun 66 mio. kr. om måneden.

Regeringen vedtog i efteråret en lovgivning, der sikrer, at nye restancer ikke bliver forældet før 2021. Dermed kan hovedparten af restancerne formentlig inddrives på et senere tidspunkt.

Det omstridte EFI-system er blevet kritiseret voldsomt, siden det blev taget i brug i 2013. Skat er i gang med at skabe et nyt, solidt system, der fungerer ordentligt, lyder det.

På nuværende tidspunkt er forventningen, at det nye automatiske inddrivelsessystem kan sættes i drift tidligst i begyndelsen af 2017. Tidligere lød meldingen ellers, at det først var klar i 2019.

I første omgang er der imidlertid tale om et inddrivelsessystem med relativt enkle funktioner, som så løbende kan bygges videre på. Det gør Skat for at undgå, at det nye system bliver fyldt med fejl og mangler.

Artiklens emner
Skat