Fortsæt til indhold

Fona-butikker lukker om lidt - nu begynder historisk ophørsudsalg

Lukningsramte Fona-butikker skal have solgt ud for millioner.

Der er dømt brandudsalg i Fona, efter at 46 af kædens butikker skal lukke.
Erhverv

I den første version af denne artikel fremgik det, at kun otte Fona-butikker overlever. Få timer senere meddelte den norske elektronikkoncern Elkjøp Nordic, der ejer Elgiganten, at den overtager 10 Fona-butikker.

Om lidt over en måned bliver der skåret voldsomt i et 90 år gammelt stykke dansk elektronikhistorie.

46 Fona-butikker landet over lukker og slukker den 21. maj, mens kun 10 butikker - otte på Sjælland og to i Jylland - får lov til at overleve.

Det er konsekvensen af den omfattende redningsaktion, som har sikret, at Fona undgår konkurs.

De mange butikslukninger har givet Fona travlt med at sælge ud af sit varelager, der har en bogført værdi af 250 mio. kr. Derfor er der nu igangsat et brandudsalg af samtlige varer i de lukningsramte butikker, så der kan skrabes penge sammen til at betale kreditorerne.

I uge 15 er der 10 pct. på alle varer, hvorefter tilbuddene optrappes. I den sidste uge af butikkernes levetid gives der 70 pct. på alt, oplyser de berørte Fona-butikker på Facebook.

Der er hverken prissikring, returret eller bytteret på de varer, som kunderne køber.

Fona, der blev grundlagt i 1926 af erhvervsmanden Harry Hylén, gik i rekonstruktion den 1. februar efter flere år med massive underskud, stagnerede salg og priskrig på elektronikvarer.

Tirsdag kom meldingen så, at Elkjøp Nordic, der driver Elgiganten, og som i forvejen ejer 40 pct. af aktierne i Fona, overtager 10 af kædens butikker. Resten af Fona-butikkerne lukker.

Fona skylder sine leverandører 119 mio. kr., og egenkapitalen er gået i minus. I første omgang lød meldingen, at 31 af kædens butikker ville fortsætte driften. Men planen var for ambitiøs, siger kurator Ole Borch fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

Elkjøp Nordic overtager butikkerne på Strøget i København, Fisketorvet, Frederiksberg, Nørreport og Østerbro. Også butikkerne på Strøget i Aarhus, i Lyngby, Rødovre, Hørsholm og Aalborg får lov til at fortsætte. Ansatte i disse butikker får tilbud om videre ansættelse.

Artiklens emner
Fona