Kims forgylder sin ejer efter sprødt regnskab
Kims har skruet op for eksporten og vil bl.a. sælge chokolade og lakrids.
Chipsproducenten Kims med hovedsæde i Søndersø på Fyn sender nu en ordentlig pose penge efter sin ejer, norske Orkla ASA.
Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2015.
I det forgangne år løftede Kims, der for nyligt skiftede navn til det knap så mundrette Orkla Confectionary & Snacks Danmark A/S, sin omsætning med 7,5 pct. til 647 mio. kr. Det sikrede et overskud på knap 108 mio. kr.
Dermed kan Kims melde om solid fremgang i både omsætning og indtjening - på trods af at den fynske chipsproducent er presset af, at danskerne i stigende grad hiver discountchips ned af hylderne.
Bestyrelsen i Kims foreslår, at der udbetales udbytte til ejerne på 100 mio. kr., fremgår det af årsregnskabet.
»Årets resultat betragtes som tilfredsstillende. Selskabet har øget omsætningen via øget distribution og gode innovationer, samtidig med at fokus på omkostninger og fortsat fokus på procesoptimeringer har sikret positiv udvikling i selskabets driftsresultat,« lyder det i ledelsesberetningen.
Siden 2005 har Kims - nu Orkla Confectionary & Snacks Danmark A/S - været ejet af Orkla ASA, der er noteret på børsen i Oslo, og som har mærkevarevirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland og Letland.
Bedst kendt er Søndersø-virksomheden for sine chips og snacks, der markedsføres under Kims-brandet - og for sine tv-reklamer med den opdigtede direktør Jørgen.
I Danmark har Orkla Confectionary & Snacks Danmark A/S en markedsandel på godt 40 pct. inden for chips og snacks. Fremover forsøger virksomheden sig også med salg af bl.a. pladechokolade, chokoladebarer og lakrids.
Desuden har chipsproducenten skruet op for eksporten til en række lande, særligt Tyskland, England og Hollland. Også i Asien - nærmere bestemt Hong Kong, Kina og Japan - sælges der nu produkter fra det danske chipsklenodie.
»Selskabet forventer stigende omsætning, ikke kun som konsekvens af de nye kategorier, men forventer også vækst i chips- og snacks-segmentet. Der forventes positiv vækst i selskabets driftsresultat,« skriver Orkla Confectionary & Snacks Danmark A/S om sine forventninger til indeværende regnskabsår.
