Fortsæt til indhold

Coop trodser modgang og poster millioner i bankprojekt

Selv om Coops bankprojekt halter bagud, forholder ledelsen sig optimistisk til fremtiden. Flere kritikere sår dog tvivl ved bankens lønsomhed.

Erhverv
Ritzau Finans

Det skriver Berlingske Business.

Den medlemsejede dagligvarekoncern Coop startede for tre år siden en bank, der endnu ikke har opnået de målsætninger, som lå til grund for oprettelsen af banken.

- Jeg har det sådan med alle nye initiativer, der bliver sat i gang i en virksomhed, at nogle går lige efter planen, nogle går slet ikke, og nogle går langsommere eller helt anderledes end planlagt, siger Lasse Bolander, formand for Coop, til Berlingske Business.

Bankprojektet har indtil nu kostet 350 mio. kr., og Lasse Bolander er klar til at skyde endnu flere penge i banken, så længe der er fremgang at spore.

Den fremgang, som Lasse Bolander synes at spore, er kritikerne blinde for. Blandt andre er Henning N. Jensen, der er tidligere direktør i FDB/Coop Danmark og nu partner i konsulentfirmaet Pluscon, uforstående over for, at Coops bestyrelse fortsætter med at poste penge i projektet, der årligt koster 50 mio. kr. I stedet mener han, at pengene kunne have moderniseret mange dagligvareforretninger.

Ved udgangen af 2015 havde banken et akkumuleret underskud på 216,5 mio. kr. og blot halvdelen af det antal kunder, som banken oprindeligt havde forventet.

Artiklens emner
Coop Danmark
Coop Bank