Der er masser af saft i Rynkebys bundlinje – men toplinjen skrumper
Saft- og juiceselskabet Rynkeby har trods et presset marked præsteret den bedste indtjening i fem år.
Saft- og juiceproducenten Rynkeby har leveret det bedste resultat i fem år, men toplinjen skrumper, hvilket kan spænde ben for selskabets vækstambitioner.
Rynkeby, som er ejet af Arla Foods, har netop offentliggjort et 2015-regnskab, hvor resultatet før skat er forbedret med 6,5 mio. kr. til 75,2 mio. kr. Resultatet er det bedste, Rynkeby har præsteret siden 2010, da der stod akkurat samme cifre på bundlinjen.
Den forbedrede indtjening tilskrives især, at selskabet har vundet markedsandele på afgørende markeder og samtidig har justeret sortimentet i retning af flere dyrere produkter med højere indtjeningsmargin.
»Regnskabet viser, at vores vækststrategi for det nordiske marked giver resultat i form af større markedsandele. Vi har skabt et bedre produktmiks - blandt andet ved at introducere flere premium-produkter, som markedet har taget godt imod, og som der generelt er højere indtjening på,« forklarer Jørgen Dirksen, adm. direktør for Rynkeby.
Rynkeby, der er Nordens største producent af juice og saft, har i 2015 vundet markedsandele i både Danmark og Finland. Til gengæld har det vigtige svenske marked samlet set været præget af faldende efterspørgsel, og Rynkebys andel af markedet er faldet svagt. Det svagt faldende forbrug skyldes blandt andet, at forbrugerne generelt er tilbageholdne efter de seneste års krise. Samtidig har stigende råvarepriser medført højere forbrugerpriser på saft og juice.
Jørgen Dirksen oplyser, at årets resultat »overgår forventningerne, selv om der stadig er et stykke vej til vores langsigtede målsætning.«
Mens Rynkebys bundlinje er bestået, er udviklingen i selskabets omsætning mere kritisk. Nettoomsætningen er faldet næsten 12 pct. fra 1.104 mio. kr. til 974 mio. kr. Det skyldes især udløbet af en distributionsaftale med Tropicana samt tabet af to private-label kontrakter. De er dog siden vundet tilbage, ligesom selskabet har fået en distributionsaftale med selskabet Innocent.
Rynkebys ledelse venter, at de danske og svenske markeder for juice og frugtdrikke fortsat vil være under pres i 2016. Alligevel forventer selskabet en mindre fremgang i indtjeningen.
Arla satte i november 2015 Rynkeby til salg, og salgsprocessen ventes at være afsluttet i løbet af dette kvartal.
| Rynkeby Foods nøgletal (mio. kr.) | 2015 | 2014 | 2013 | 2012 | 2011 |
|---|---|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 974 | 1.104 | 917 | 886 | 846 |
| Resultat før skat | 75 | 69 | 45 | 23 | 59 |

