Apple udvinder guld for millioner fra gamle iPhones
Apple har udviklet en robot, som splitter gamle iPhones ad, og gør det muligt at udvinde guld, sølv og andre metaller for en formue fra de kasserede telefoner.
Det er ikke ligefrem minedrift, men resultat er lige så godt. Elektronikgiganten Apple er begyndt at udvinde guld for millioner af kroner. Det fremgår af selskabets årlige miljørapport, som viser, at Apple i 2015 udvandt ikke mindre end 1.000 kilo guld fra gamle iPhones, iPads og bærbare computere.
Ifølge CNN repræsenterer guldet en værdi af omkring 260 mio. kr. Et beløb i den størrelsesorden gør ganske vist ikke den store forskel i Apples regnskab, men det er dog også en slags penge sidst på måneden.
Guld bruges i en række elektronikprodukter, fordi det både er særdeles modstandsdygtig over for tæring og samtidig er en fremragende leder af elektricitet. Apples genbrugsprogram håndterer i alt omkring 45 mio. kilo elektronikaffald, hvoraf omkring 30 mio. kilo kan genbruges. Guld udgør selvsagt kun en lille andel af de genanvendelige materialer, men på grund af guldprisen er det et af de mest værdifulde materialer i genanvendelsesprogrammet.
Apples genanvendelsesprogram udvinder også omkring 11 mio. kilo stål, 6 mio. kilo plastic, 5 mio. kilo glas, 2 mio. kilo aluminium, 1,5 mio. kilo kobber, 2.000 kilo sølv.
Apple oplyser i sin miljørapport, at selskabet har udviklet en særlig type robot, som skiller de mange millioner gamle telefoner af og sorterer de forskellige værdifulde materialer, der er inden i telefonerne.

